Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)
Der er stort fokus på de mennesker, der lige nu kommer over Middelhavet i små både for at nå frem til Europa. Tusindvis af mennesker, der desperat søger beskyttelse og bedring. Men det er ikke den eneste rute, mennesker på flugt benytter mod Europa. De forsøger også via andre grænser.
Næsten 500 patienter i grænseregionen mellem Serbien og Ungarn er blevet behandlet for traumeskader af Læger uden Grænser på to år. Næsten 500 mennesker, som er flygtet fra vold og undertrykkelse, men som er endt i voldelige grænsevagters hænder.
Desværre er de langt fra de eneste. For det er det samme billede, som tegner sig ved grænseovergange ved for eksempel Belarus, Polen, Litauen og Letland.
“Vi ser mennesker med forskellige skader på kroppen. Det er skader som knoglebrud på arme, ben og i ansigtet. Mange har voldsomme blodansamlinger på store dele af kroppen, mens andre har sår og skrammer. De fysiske skader, vi behandler, og de beretninger om vold, vi hører fra patienterne, mere end antyder, at vold bliver brugt helt bevidst for at afskrække folk fra at søge mod EU,” siger Kamma Skaarup, som er anæstesisygeplejerske og selv har været udsendt og vidne til disse skader.
Derfor opfordrer Læger uden Grænser til, at EU – herunder også Danmark – skærper kontrollen med den vold, som mennesker på flugt ved Europas grænser udsættes for. Den opfordring kommer i kølvandet på, at EU-kommissær for indre anliggende, Ylva Johansson, og den nyudnævnte chef for det europæiske grænseagentur FRONTEX, Hans Leijtens, for nyligt besøgte en officiel grænseovergang mellem Serbien og Ungarn, hvor grænsevagterne på voldelig vis jævnligt skubber mennesker på flugt tilbage over grænsen. Her roste Johansson grænsekontrollen, som bremser “ulovlig migration” til Europa.
“EU-repræsentanter har med vilje besluttet at vende det blinde øje til den overdrevne brug af vold, som vi er vidne til ved EU’s ydre grænser. Dette besøg viser det virkelige ansigt af EU’s engagement i det vestlige Balkan: Mere finansiering til sikkerhed, en større tilstedeværelse af FRONTEX og øget tilbagevenden og overvågning,” siger Duccio Staderini, som leder Læger uden Grænsers projekter i det vestlige Balkan.
For to år siden satte FRONTEX sit arbejde på pause på den ungarske side af grænsen til Serbien efter en domstolsafgørelse om, at Ungarn havde brudt EU-lovgivningen ved at begå ulovlige pushbacks af migranter, der ankom fra Serbien. I december 2022 flyttede FRONTEX arbejdet til den serbiske side af grænsen. Og dermed fortsætter den hårdhændede behandling af mennesker på flugt.
Læger uden Grænsers patienter, der behandles nær Serbiens grænser til Bulgarien, fortæller, at de bliver frataget deres tøj og ejendele, bliver tæsket med stokke og grene og fanget og isoleret i små skure og celler i grænsezonen. Grænsevagterne bruger tåregas og peberspray, og de sætter bevidst hunde til at angribe de flygtende. De skubber også til de høje hegn og stiger og fremprovokerer derved, at dem, der forsøger at komme væk, falder ned.
“EU-lande prioriterer at beskytte deres grænser frem for at beskytte mennesker. Og det gør de med vold og nedværdigende behandling. Det kan næsten ikke blive mere umenneskeligt. Det må og skal stoppe,” siger Kamma Skaarup.
Fakta om Læger uden Grænsers arbejde
I Serbien har Læger uden Grænser siden 2014 ydet medicinsk hjælp til mennesker på flugt, som har søgt mod Europa via Balkan-ruten. I januar 2021 begyndte Læger uden Grænser at arbejde i den nordlige grænseregion mellem Serbien og Ungarn.
Og i januar 2023 åbnede organisationen også et projekt i den sydlige grænseregion ved grænsen mellem Serbien og Bulgarien.
Mellem september 2021 og udgangen af 2022 arbejdede Læger uden Grænser i Litauen med at give medicinsk og humanitær hjælp til mennesker på flugt, som krydsede ind i landet fra Belarus. Først ved ni grænseposter, og siden også i to modtagecentre i en periode. Lukningen af projektet skyldtes, at færre krydsede grænsen, blandt andet på grund af flere pushbacks.
I juli 2022 begyndte Læger uden Grænser at give med psykologhjælp i detentionscentre i Letland, hvor organisationen også uddelte basale fornødenheder. På grund af manglende adgang lukkede projektet i landet dog med udgangen af 2022.
Fra sommeren 2021 forsøgte tusindvis af mennesker at krydse grænsen mellem Belarus og Polen. Læger uden Grænser var til stede tæt på grænsen i Polen, men efter flere forgæves forsøg på at få adgang til grænsezonen for at yde medicinsk hjælp til dem, der var fanget derinde, trak organisationen sig fra grænseområdet.
Kontakt:
Pressetelefon, Læger uden Grænser tlf.: 29702979
Presseansvarlig Signe Dalgas Damgaard tlf.: 41777446 email: sda@copenhagen.msf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **