Pressemeddelelse fra Tandlægeforeningen
Urafstemningen blandt Tandlægeforeningens klinikejere, klinikassistenter og Danske Tandplejere er afsluttet, og alle parter har stemt ja. Minimumslønnen og pensionen bliver forhøjet for begge personalegrupper på linje med de stigninger, som er aftalt på det øvrige private arbejdsmarked.
76 % af klinikassistenterne og 86 % af klinikejerne har stemt ja til overenskomstaftalen, der med tilbagevirkende kraft gælder fra den 1. marts, mens lønstigningerne gælder fra d. 1. april.
Det glæder formand for Tandlægeforeningens Klinikejerudvalg, Søren Bach-Petersen.
– Jeg er rigtig glad for resultatet, hvor både medarbejdere og klinikejere bakker klart op og støtter den aftale, der er indgået med en høj og tydelig stemmeandel. Jeg ser frem til, at tingene bliver implementeret, og vi lærer at bruge de nye muligheder, som overenskomsten åbner op for omkring fleksibilitet, udtaler Søren Bach-Petersen.
Danske Tandplejere har også stemt ja til overenskomstaftalen
Efter svære forhandlinger med Danske Tandplejere er det også lykkedes at indgå en aftale mellem parterne. Forhandlingerne endte i Forligsinstitutionen, fordi Danske Tandplejere havde begæret at fortsætte forhandlingerne med hjælp fra Forligsmanden, efter forhandlingerne mellem Tandlægeforeningen og Danske Tandplejere var brudt sammen fredag den 24. marts. Med hjælp fra forligsmanden lykkedes det parterne at blive enige den 27. marts.
Ifølge forhandlingsleder Signe Rasmussen er det endt med et tilfredsstillende resultat:
– Forhandlingsdelegationens fokus har blandt andet været at sikre en ansvarlig og fremtidssikker overenskomstaftale, der understøtter driften af klinikkerne. Det er vi lykkedes med.
Overenskomstaftalen for Danske Tandplejere gælder ligeledes med tilbagevirkende kraft fra den 1. april.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Louise Stougaard Sundell email: lss@tdl.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **