PRM / Katapult Akademiets skitse-teaterforestilling: HER I MØRKET bliver til på kun 10 dage

    Pressemeddelelse fra Teater Katapult

    HER I MØRKET, som spiller 26.-29. april på Teater Katapult,er en skitseforestilling, som teatrets afdeling for dramatikudvikling, Katapult Akademiet, udvikler med dramatiker Johanne Petrine Reynberg. Akademiets dogme for tilblivelsen af en skitseforestilling er, at den i samarbejde med instruktør, dramaturg og spillere skal skabes på blot 10 dage! Efter forestillingen skriver dramatikeren videre på manuskriptet.

    HER I MØRKET handler om et par der mister et barn … og om kampen for at fortsætte livet sammen i sorg. Johanne Petrine Reynberg er inspireret af den britiske dramatiker Stephen Jeffreys og hans idé om, at der findes ni grundfortællinger. Hun udvælger derfor tre grundfortællinger, som det kunstneriske hold skal arbejde med i tre scener om det traumatiserede par. Tre fortællinger indenfor rammen om den tragiske kærlighedshistorie: Jagten på den tabte gave som i myten om Orfeus og Eurydike, de rivaliserende søskende som i fortællingen om Kain og Abel, og handelen med Djævlen fra myten om Faust.

    Det undersøgende spørgsmål, som udviklingen af HER I MØRKET stiller, lyder: Hvordan ændrer historien sig, når grundfortællingerne ændrer sig?

    Nye muligheder for dramatiker og publikum

    Leder af Katapult Akademiet, Jeppe Alsgaard Pachaï siger om ambitionen med at udvikle skitseforestillinger:

    – Et skitseforløb hos Katapult Akademiet skal gøre flere ting: Det skal både udvikle et manuskript og en forestilling, men også udvikle publikum. Forløbet giver en talentfuld, professionel manuskriptforfatter mulighed for at udvikle en fortælling, som dramatikeren selv har fremdyrket. Der skal ikke skrives en fuld forestilling, men kun lige nok til, at vi kan give noget materiale videre til iscenesættelse. På to uger skabes der så en skitse, som fremvises for publikum og ikke mindst dramatikeren, siger han og fortsætter:

    – Dramatikeren får en unik mulighed for at opleve skitsen med forskellige målgrupper og får ligeledes mulighed for at snakke med publikum og få inputs. Vores oplevelse fra sidste år, hvor vi også udviklede en skitseforestilling, er at publikum anser selve forestillingen som en fuldt ud almen teateroplevelse … men vi drømmer om at skitseforløbet giver indspark og inputs til, at der efterfølgende kan skrives og produceres en fuldlængde-teaterproduktion.

    Spilledage, en gratis forestilling og turné

    HER I MØRKET kan opleves på Teater Katapults studioscene, Kabinettet (på Godsbanen i Aarhus) 26.-28. april kl. 20 til en enhedspris på kun kr. 60 per billet. Men; man har faktisk også en chance for at se skitseforestillingen kvit og frit, hvis man er hurtig og booker en af de gratis billetter til Katapult Akademiets showcase-festival, SCRATCH NIGHT – her spiller HER I MØRKET nemlig 29. april kl. 16.30 som en del af festivalen!

    Efter opførelserne i Aarhus rykker forestillingen i maj videre og spiller hos akademiets samarbejdspartnere: 1. maj kl. 19 i Drivhuset i Skive, 3. maj kl. 19 på Nordisk Teaterlaboratorium (Tidl. Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret) i Holstebro og 4. maj kl. 16 på Maltfabrikken i Ebeltoft.

    Katapult Akademiets skiteseforestilling: HER I MØRKET // Tid & Sted: 26.-29. apr. Hverdage kl. 20, lør. Kl. 16.30 på Teater Katapult, Godsbanen // Dramatiker: Johanne Petrine Reynberg // Instruktør: Sullivan Nordrum // Instruktørassistent: Ditte Koefoed Staalgaard // Medvirkende: Maja Juhlin, Niklas Quorning Hansen // Dramaturger: Kaia Fransiska Frostmann Lundenes og Rikke Frigast Jakobsen // Mere info:
    www.katapult.dk

    Kontakt:

    PR- og kommunikationsansvarlig Jakob D.A. Nicolaisen tlf.: 86202699 email: jakob@katapult.dk

    Teaterchef Torben Dahl tlf.: 86202699 email: torben@katapult.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/katapult-akademiets-skitse-teaterforestilling-her-i-morket-bliver-til-pa-kun-10-dage?releaseId=13676782

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **