PRM / Wegnerprisen 2023 går til møbeldesigneren Anker Bak

    Pressemeddelelse fra Tønder Kommune

    En særlig gyngestol til nybagte forældre. En krykke i formspændt træ. En rollator af egetræ.

    Bag de tre utraditionelle, men funktionelle og æstetisk smukke designs, står designer og møbelsnedker Anker Bak.

    For disse – og mange andre designs – modtog han torsdag Wegnerprisen 2023.

    En overset brugergruppe
    I motivationen af Anker Bak som årets prismodtager roses han blandt andet for sit unikke arbejde med en brugergruppe, som møbel- og designbranchen alle dage har underprioriteret, nemlig nybagte mødre, ældre, syge og døende.

    Men med sin særlige designtilgang evner årets prismodtager at tilsætte disse hjælpemidler en sanselig-æstetisk dimension uden at slække på funktionen. Det bliver mere værdigt at benytte sig af dem og at være i stue med dem – både for brugeren og dennes pårørende, lyder det i motivationen.

    Royale rammer
    Uddelingen af Wegnerprisen er en tilbagevendende tradition, som i år foregik i royale rammer på Schackenborg Slot i Møgeltønder.

    Tidligere modtagere af Wegnerprisen tæller Maria Bruun, Lars Hedebo Olsen, Rasmus Fenhann, A. Petersen Collection & Craft, Møbelsnedkeriet PP Møbler og møbelproducenterne Getama og Carl Hansen & Søn, Snedkernes Efterårsudstilling, Aarhus Rådhus og møbelsamleren Noritsugu Oda.

    Wegnerprisen blev uddelt første gang i 2015 og består af et pengebeløb på 25.000 kroner og et designmøbel.

    Fakta om Wegnerprisen:
    Formålet med Wegner Prisen er at udbrede kendskabet til Tønder som Wegners fødeby og hans tilknytning til Tønder. Derudover skal prisen udbrede kendskabet til Kunstmuseet i Tønder som formidler af Wegners arbejde og af nordisk kunst og design.

    Wegner Prisen uddeles derfor til en designer, der har bidraget væsentligt til den nordiske designs udvikling og/eller til en person eller institution, der har bidraget eller bidrager til kendskabet til Wegners virke og betydning.

    Kontakt:

    Borgmester Jørgen Popp Petersen email: jrp@toender.dk

    Kunst- og designhistoriker Anne Blond email: anneblond@mail.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/wegnerprisen-2023-gar-til-mobeldesigneren-anker-bak?releaseId=13676773

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **