Pressemeddelelse fra Cepos
Den nye elevfordelingsmodel, som regeringen har planer om at indføre, kan meget vel være overflødig.
Det viser en ny analyse fra CEPOS, der på baggrund af tal fra Danmarks Statistik har undersøgt effekten på elevsammensætningen af et skærpet karakterkrav til gymnasier.
“Der står i regeringsgrundlaget, at man har planer om at se på mulighederne for at ’skærpe adgangen til gymnasiale uddannelser’. Det kan nemt ende med at give den samme eller en større reduktion i antallet af skoler med en skæv elevfordeling som en ny elevfordelingsmodel,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Men i stedet for at fordele gymnasieelever efter deres forældre socioøkonomiske forhold som eksempelvis uddannelse, formue med videre, kan et skærpet adgangskrav til ungdomsuddannelser altså medvirke til, at færre unge med ikke-vestlig baggrund begynder på gymnasiet og dermed reduceres antallet af skoler med en skæv elevfordeling.
“De to forhold hænger sammen, men det forekommer ikke, at man har koblet dem sammen rent politisk. Det er det, vi vil gøre opmærksom på,” siger Karsten Bo Larsen, der er forskningschef i CEPOS.
Regeringen har et ønske om at indføre en ny elevfordelingsmodel for gymnasiet, der skal modvirke en skæv elevsammensætning i forhold til andelen af elever med ikke-vestlig oprindelse.
Men den nye CEPOS-analyse viser, at antallet af gymnasier, hvor mere end 30 procent af eleverne har ikke-vestlig baggrund, vil falde fra 17 til 13, hvis man hæver karakterkravet til seks i stedet for det nuværende fem.
Den tidligere socialdemokratiske regering vurderede, at deres elevfordelingsmodel ville reducere antallet af gymnasier, hvor mere end 30 procent af eleverne har ikke-vestlig baggrund fra 17 til 15.
“Derfor synes vi, det er værd at overveje politisk, om det er en god idé at arbejde på en elevfordelingsmodel, der vil genere en masse mennesker, hvis det øgede karakterkrav, man også arbejder med, vil have samme effekt,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Karsten Bo Larsen kan kontaktes på 41 22 04 76 for uddybende kommentarer.
.
Kontakt:
Karsten Bo Larsen email: Karsten@cepos.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **