Pressemeddelelse fra Energistyrelsen
Det faktiske energiforbrug faldt med 1,5 pct. i 2022 i forhold til året før. Udviklingen var båret af et fald i forbruget af naturgas på 29 pct. og et mindre forbrug af kul på 3,4 pct. Faldet i forbruget af naturgas kan bl.a. forklares ved, at prisen på ledningsgas steg i 2022 og dermed tilskyndede forbrugerne til at spare på gassen. Samtidig steg produktionen af bionaturgas, der fortrænger naturgas, så andelen i 2022 udgjorde 33 pct. af den samlede forsyning af ledningsgas. I modsat retning trækker forbruget af olieprodukter, der steg med 5,3 pct. primært som konsekvens af et øget salg af brændstof til indenrigs- og udenrigsluftfart fra danske lufthavne.
Forbruget af vedvarende energi i 2022 steg ligeledes med 5,3 pct. Produktionen af elektricitet fra vindkraft og solcelleanlæg steg sidste år med 22 pct. og dækkede næsten 60 pct. af elforsyningen. Til sammenligning stod sol- og vindkraft i 2021 for 47 pct. af elforsyningen. Ud over en øget produktion af elektricitet baseret på vindkraft og solceller, er forbruget af biogas og omgivelsesvarme fra varmepumper også steget.
Fald i CO2-udledningen fra energiforbrug
Som konsekvens af det samlede lavere forbrug af fossile brændsler, der også inkluderer brændstof solgt til udenrigsluftfart fra dansk lufthavn, faldt de faktiske CO2-emissioner fra energiforbruget med 0,9 pct. i 2022. Når emissionerne fra energiforbrug korrigeres for klimafluktuationer og brændselsforbrug knyttet til nettoelimport, ses et fald på 3,8 pct.
Yderligere resultater:
- Bruttoenergiforbruget korrigeret for brændselsforbrug knyttet til nettoelimport og klima faldt i 2022 med 2,7 pct. Forbruget af olie steg med 4,8 pct. mens forbruget af naturgas faldt med 28 pct. og forbruget af kul faldt med 16 pct. Forbruget af vedvarende energi steg med 1,7 pct.
- Det faktiske energiforbrug faldt med 1,5 pct. Forbruget af naturgas og kul faldt med henholdsvis 29 pct. og 3,4 pct. mens forbruget af olie og vedvarende energi begge steg med 5,3 pct.
- Den samlede produktion af energi steg med 6,9 pct. i forhold til 2021. Det skyldes, at produktionen af råolie og naturgas er stort set uændret, mens produktionen af vedvarende energi mm. er steget.
- Produktionen af el fra vind- og solenergi steg med 22 pct. og udgjorde ca. 60 pct. af elforsyningen i 2022. En endelig opgørelse af den samlede andel af vedvarende energi i elforsyningen publiceres til efteråret, hvor oplysningerne er klar. I en foreløbig opgørelse over forbruget af biogas ses en stigning på ca. 11 pct.
- Danmarks selvforsyningsgrad for energi var i 2022 på 60 pct. Hermed menes, at Danmarks produktion af energi sidste år dækkede 60 pct. af den energi, som Danmark forbrugte i form af råolie, naturgas og vedvarende energi mm. Det er en stigning på 5 procentpoint, der kan tilskrives det lavere energiforbrug i 2022 kombineret med en højere produktion af vedvarende energi fra blandt andet vindmøller.
Kontakt:
Pressechef Ture Falbe-Hansen, tlf. 25 13 78 46, e-mail
, ellerSpecialkonsulent Jane Rusbjerg, tlf. 33 92 68 36, e-mail
Kontakt:
Pressechef Ture Falbe-Hansen email: tfh@ens.dk
Pressetelefon (modtager ikke SMS’er) tlf.: 33 95 08 00
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **