PRM / Afslaget til køberne falder: Derfor stiger stemningen på boligmarkedet

    Pressemeddelelse fra home a/s

    Det er nyt, at der er plustegn foran prisudviklingen efter måneder med prisfald.

    Nye tal fra Boligsiden viser, at boligpriserne steg fra februar til marts måned – og det gælder for alle tre boligtyper på landsplan:

    • Husene steg priserne således med 1,2 procent.
    • Ejerlejlighederne steg med 0,6 procent.
    • Sommerhuspriserne steg med 1,5 procent.

    Flere købere og få boliger til salg

    Ifølge ejendomsmæglerkæden Home skyldes fremgangen flere købere på fremvisning og flere handler af villaer og rækkehuse, lejligheder og sommerhuse.

    Hvor aktive køberne var i marts, er netop offentliggjort i det nyeste ‘Boligbrief’ fra Home og Danske Bank.

    “Hvis vi zoomer ind på villaer og rækkehuse, så har vi haft flere fremvisninger og handler i alle regioner,” siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

    Se tabellen for alle regioner i bunden af artiklen.

    De mere positive takter kan nu også mærkes på landets største marked for lejligheder i hovedstadsregionen, hvor mæglerne har haft flere købere på fremvisning og landet flere handler ifølge Homes tal.

    Homes ‘Boligbrief’ viser, at der var 7,2 % flere lejlighedskøbere på fremvisning i Region Hovedstaden fra februar til marts, og der blev solgt 9,1 % flere lejligheder.

    “Vi skal et år tilbage for at finde et lejlighedssalg, der overgår marts, hvis vi ser på salget måned for måned. Nogle af vores hovedstadsmæglere taler om et tydeligt skifte på markedet,” siger Michael Dalsager fra Home.

    • Ifølge Boligsiden steg lejlighedspriserne i København fra februar til marts med 0,7 %.

    Mindre afslag i marts

    Udbuddet er fortsat lavt mange steder og lavere end tiden før corona. Tendensen har i længere tid været, at køberne er mere aktive, end boligejere er til at sætte til salg.

    “Det er en fordel for nye sælgere, fordi flere købere må se på de samme boliger, og det er i sig selv med til at holde en hånd under priserne,” fremhæver Michael Dalsager fra Home.

    Afslaget til køberne er også skrumpet fra februar til marts – og det gælder for villaer og rækkehuse, lejligheder og sommerhuse, viser tallene fra Boligsiden, som Home har set nærmere på.

    På villaer og rækkehuse var afslaget pr. kvm. på 862 kr. i marts – mod 970 kr. i december. For et hus på 140 kvm. svarer det til 15.000 kr. mindre i afslag.

    Boligmarkedet har generelt klaret sig bedre igennem årets første kvartal end frygtet.

    Boligkøberne og -sælgerne er ved at finde det rette ben at stå på efter et usikkert efterår, forklarer Home.

    Energipriserne er faldet markant, og det har hjulpet på købekraften hos forbrugerne – også boligkøberne. Forbrugerne har holdt økonomien i fulde omdrejninger i år, og afmatningen er også mindre markant end forudset. Mange er fortsat i arbejde, og der er mere løn i vente efter de nye overenskomster.

    På den negative side er inflationen fortsat for høj, og boligmarkedet skal finde en ny ligevægt med et højere renteniveau end tidligere.

    Presset på priserne er aftaget

    Boligpriserne er ifølge Boligsiden også faldet fra toppen og lavere end for et år siden.

    “Vi har næppe hørt det sidste om pres på boligpriserne, men presset er i øjeblikket aftaget noget,” siger Michael Dalsager.

    Boligtype

    Salgspris marts 2023

    (kr. pr. kvm.)

    Månedlige ændringer

    Årlige ændringer

    Villaer/rækkehuse

    16.169

    1,2%

    -8,1%

    Ejerlejligheder

    31.944

    0,6%

    -9,4%

    Sommerhuse

    21.727

    1,5%

    -1,7%

    Kilde: Boligsidens Markedsindeks

    Fremvisnings- og handelsindeks ifølge home

    Udvikling – feb 2023 til mar 2023 – ifølge ‘Boligbrief’ fra Home og Danske Bank

    Region Hovedstaden

    • Antallet af fremviste huse i Hovedstaden er steget 3,9 procent
    • Lejlighedsfremvisningerne i Hovedstaden er steget 7,2 procent
    • Antallet af solgte huse i Hovedstaden er steget 13,3 procent
    • Antallet af solgte lejligheder i Hovedstaden er steget 9,1 procent

    Region Midtjylland

    • Antallet af fremviste huse i Midtjylland er steget 1,4 procent
    • Antallet af solgte huse i Midtjylland er steget 5,6 procent

    Region Sjælland

    • Antallet af fremviste huse på Sjælland er steget 0,9 procent
    • Antallet af solgte huse på Sjælland er steget 1,2 procent

    Region Nordjylland

    • Antallet af fremviste huse i Nordjylland er steget 1,6 procent
    • Antallet af solgte huse i Nordjylland er steget 3,8 procent

    Region Syddanmark

    • Antallet af fremviste huse i Syddanmark er steget 0,1 procent
    • Antallet af solgte huse i Syddanmark er steget 4,4 procent

    Kontakt:

    Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/afslaget-til-koberne-falder-derfor-stiger-stemningen-pa-boligmarkedet?releaseId=13676924

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **