PRM / Ny medarbejder i Erhvervshus Nordjylland skal styrke digitaliseringen i nordjyske virksomheder

    Pressemeddelelse fra Erhvervshus Nordjylland

    Christian Albrechtsen er fra 11. april ansat som forretningsudvikler i Erhvervshus Nordjylland i Aalborg.

    Han skal hjælpe nordjyske virksomheder med at indfri internationale markedsføringsmuligheder, blandt andet i forhold til digitale markedspladser og supply chain med særligt fokus på indkøb fra udlandet.

    Christian kommer også til at koncentrere sig om de digitale aspekter i forhold til grøn omstilling og bæredygtighed i virksomheder, der arbejder med dataopsamling, dataanvendelse og digitale værktøjer til rapportering – for eksempel i forbindelse med CO2-regnskaber.

    “Jeg ser meget frem til at komme i dialog med de nordjyske virksomheder, og hjælpe dem videre eller i gang med de mange muligheder i forhold til at nå markeder udenfor Danmarks grænser. Men også i forhold til at sætte skub i virksomhedernes digitale rejse. Der er store vækstpotentialer for dem både i forhold til digitalisering og internationalisering”, fortæller Christian Albrechtsen.

    Christian har mange års erfaring med ledelse og optimering af kunderejser fra internationale organisationer både i Danmark og fra Irland og i Pakistan. Fagligt er han rundet af IT, telekommunikation og fibernetudrulning, og er uddannet datanom og merkonom i økonomi.

    Han er 47 år og bor i Drastrup med sin samlever og deres tre drenge.

    Kontakt:

    Christian Albrechtsen email: cab@ehnj.dk

    Flemming Eriksen email: fe@ehnj.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-medarbejder-i-erhvervshus-nordjylland-skal-styrke-digitaliseringen-i-nordjyske-virksomheder?releaseId=13676847

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **