Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark
Rasmus Kolbe er bedre kendt som Lakserytteren – og har intet mindre end 91.100 følgere på YouTube og endnu flere på TikTok (1.1 million følgere). I sit kreative online univers følger tusindvis af børn og unge med, mens Rasmus tegner og inspirerer til kreativ leg og udfoldelse. I november lavede han entegnejulekalender, der kunne købes online og hos boghandlere landet over.
Og takket være Lakserytteren og hans dedikerede fans, indbragte tegnejulekalendersalget en flot donation på 153.425 kroner til UNICEFs arbejde for at få flere børn i skole. Netop dette er blandt UNICEFs primære fokusområder; faktisk går 21 % af UNICEFs indsamlede midler i dag til uddannelse og skolegang1.
Stort behov
Alle børn har ret til at lære. Alligevel, kan 64,3 % af alle tiårige i verden ikke læse en simpel tekst. Mere end hvert tiende barn går ikke i folkeskole på globalt plan og i verdens mindst udviklede lande, som f.eks. Zimbabwe og Uganda, er det omkring hvert andet barn, som er udelukket fra skolegang af forskellige årsager2. Den mest gængse årsag er fortsat fattigdom, men siden coronapandemien ramte verden, er den globale læringskrise accelereret og har påvirket intet mindre end 1,6 milliarder skoleelever – både på adgangen til skolegang og på kvaliteten af skolegang3.
“Uddannelse er afgørende for, at børn kan realisere deres fulde potentiale og skabe sig en god fremtid. Derfor er jeg så stolt af, at mine fantastiske følgere og jeg har skrabet 153.000 kroner sammen, så endnu flere børn ude i verden kan komme i skole!”, fortæller Rasmus Kolbe, som også er ambassadør for UNICEF og har været det siden juni 2019.
Pengene gør en stor forskel
Hos UNICEF Danmark er man også stolt af resultatet. Pengene kan nemlig være med til at gøre en rigtigstor forskel for de børn, der har allermest brug for det.
“Hos UNICEF arbejder vi aktivt for, at alle børn kommer i skole og får enuddannelse.Med 153.425 kroner kan vi komme endnu tættere på det mål. Vi kan f.eks. sikre 852.631 børn skoleblyanter eller udstyre otte klasselokaler med f.eks. tavler og undervisningsmaterialer eller vi kan være med til at uddanne 190 undervisere,”udtaler Kristina Boldt, Private Fundraising Director i UNICEF Danmark.
Kontakt:
Senior Campaign Manager Lise Vejnø. Tlf. 61674566, mail: lvejno@unicef.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **