PRM / ISS indgår aftale med Netcompany

    Pressemeddelelse fra ISS Danmark

    ISS, der er en af verdens førende servicevirksomheder, skal gennem stærke serviceoplevelser skabe en attraktiv og indbydende arbejdsplads for Netcompanys ca. 1500 medarbejdere i deres nye hovedkontor, som ligger ved Christiansbro i Københavns Havn.

    Servicekoncernen skal levere en bred vifte af services, herunder kantine, reception, og intern service, som skal understøtte It-virksomhedens vision om at skabe rammerne for en attraktiv og bæredygtig arbejdsplads.

    Den nye aftale indebærer, at den danske C25-virksomhed frem til 2026 skal levere services til Netcompany, der leverer IT-serviceløsninger til private og offentlige virksomheder.

    “Vi glæder os meget over, at Netcompany har valgt ISS til at løfte opgaven med at indrette, udvikle og skabe stærke serviceoplevelser for deres medarbejdere i deres nye hovedkontor i København. Vi fortsætter vores kommercielle momentum fra sidste år, hvor vi havde en historisk høj fastholdelse af kunder- og en høj win-rate i vores salg, med at udvide vores kundeportefølje med en strategisk vigtig kunde her i 2023,” siger Thomas Vilsbøll, kommerciel direktør i den danske del af ISS og fortsætter:

    “Vi er stolte af at være partnere med en af landets mest succesfulde IT-konsulenthuse, og vi ved, hvor vigtigt det er for Netcompany at kunne tiltrække og fastholde talent, og derfor er vi også meget optaget af at skabe en fantastisk arbejdsplads for Netcompany. Aftalen understreger vores position som markedsleder inden for integreret Facility Management løsninger, og er et synligt bevis på, at ISS er en attraktiv samarbejdspartner for virksomheder, der selv er de mest ambitiøse i markedet. Vi ser meget frem til at samarbejde med Netcompany over de kommende år.”

    Med den nye aftale introducerer ISS også et nyt mad-koncept i kantinen hos Netcompany som skal tage madoplevelserne til det næste niveau.

    “Vi introducerer vores amerikanske food-koncept, Guggenheimer, i Netcompanys kantine. Det gør vi for at skabe madoplevelser i verdensklasse, og forhåbentlig kan vi også være med til at inspirere vores gæster ud over den daglige frokost,” siger Thomas Vilsbøll.

    Der kommer til at være 25 medarbejdere fra ISS, der dagligt leverer serviceoplevelser til Netcompanys ca. 24.000 kvm store hovedkontor og de mere end 1.600 medarbejdere, som kommer til at have deres daglige gang i det nye kontor.

    ISS har indenfor det seneste år også udvidet og forlænget aftaler med Rambøll, Grundfos og Danish Crown.

    Kontakt:

    Head of Communication Daniel Kirchhoff email: daniel.kirchhoff@dk.issworld.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/iss-indgar-aftale-med-netcompany?releaseId=13676643

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **