Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Arts
Børn og unge fra en lav socioøkonomisk baggrund har stadig mindre sandsynlighed for at tage en videregående uddannelse end deres mere privilegerede jævnaldrende, også selvom de præsterer på samme faglige niveau. I det femårige forskningsprojekt ‘Changing Inequality at Educational Transitions’ (EDUCHANGE) skal David Reimer, der sammen med forskerkolleger i Danmark, Island, Tyskland og Ungarn undersøge, hvordan den sociale ulighed viser sig i unges uddannelsesvalg. EDUCHANGE har fokus på de overgange i uddannelsessystemet, hvor uligheden bliver tydelig: I overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse og ved overgangen til videregående uddannelse.
“De unge træffer deres valg om uddannelse i bestemte institutionelle kontekster. I projektet vil vi undersøge, hvordan disse kontekster påvirker deres valg. Vi vil undersøge, hvilke psykologiske og adfærdsmæssige barrierer der knytter sig til de forskellige uddannelses- og karrierevalg, og vi håber at skabe evidensbaseret viden om, hvordan man gennem information og vejledning kan overvinde disse barrierer og derigennem bidrage til at reducere uligheden” siger David Reimer.
I projektet vil forskerne foretage omfattende, sammenlignende undersøgelser af, hvilke fordele og ulemper elever og studerende forbinder med forskellige uddannelses- og karrierevalg, og hvordan de opfatter deres chancer for at få succes med de forskellige valg.
Den eksperimentelle tilgang til ulighed i EDUCHANGE består i randomiserede kontrollerede forsøg, hvor en række elever og skoler udsættes for interventioner, mens andre indgår i kontrolgrupper. I alt indgår 700 skoleklasser og 16.800 elever i Danmark, Island, Tyskland og Europa i undersøgelsen af overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse, mens 720 klasser og 17.200 elever og studerende indgår i undersøgelsen af overgangen til videregående uddannelse.
David Reimer har i en årrække været professor MSO ved DPU på Faculty of Arts, Aarhus Universitet. Ved årsskiftet 2022-23 tiltrådte han en stilling som professor ved Islands Universitet. ERC Consolidator Grant-bevillingen er givet på baggrund af den forskning, David Reimer har lavet ved DPU, som han fortsat er tilknyttet.
Rie Thomsen, professor MSO ved DPU, Aarhus Universitet, indgår i projektets Advisory Board som ekspert i uddannelses- og karrierevejledning.
Fakta
Det Europæiske Forskningsråds (ERC) Consolidator Grants gives til forskningsledere på tværs af Europa, som er ved at konsolidere deres egen uafhængige forskningsgruppe eller -program, og som kan vise, at deres projektforslag er banebrydende, ambitiøse og gennemførlige.
Læs mere
Kontakt:
David Reimer
Professor ved Islands Universitet i Reykjavik og tilknyttet DPU, Aarhus Universitet
Tlf. +354-525-4596
Mail: reimer@hi.is
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **