PRM / Genbrug er ikke bare en Københavnertrend – Nordjyderne elsker loppeguld

    Pressemeddelelse fra Kirppu ApS

    Genbrug fylder mere og mere i de danske hjem. Tal fra DBA’s genbrugsindeks 2022 viser, at hele 76% af danskerne har købt eller solgt brugte ting. For mange er det at finde det helt rigtige loppeguld altså blevet en sport. Selvom det tidligere er blevet kaldt noget af en københavner trend, er det bestemt ikke længere tilfældet, fortæller Loppesupermarkedskæden Kirppu.

    “Vi oplever lige nu massiv vækst i det nordjyske. Alene i marts måned havde vi 23% flere kunder i år sammenlignet med sidste år i både Hjørring og Aalborg og de købte også markant mere.” fortæller Nellie Ellen Nørregaard Nielsen, Brand- og marketingchef for Kirppu Loppesupermarked.

    Faktisk kan kæden berette at de to nordjyske butikker har solgt ikke mindre end 37% flere genbrugsfund sammenlignet med sidste år i marts måned alene. Kigger man på det seneste år, er det omkring 70.000 flere brugte ting og sager, der har skiftet ejermænd end året før.

    Den primære årsag til væksten skal ifølge Nellie Ellen Nørregaard Nielsen, findes i en samfundstendens og den økonomiske situation lige nu:

    “Vi oplever, at genbrug er blevet mere og mere almindeligt. Hvor det tidligere har været kædet sammen med lidt trængekår, er det i dag bare godt købmandskab. Hvorfor betale fuld pris, hvis du kan spare penge, få bedre kvalitet og samtidig gøre noget godt for kloden? Den krise vi har oplevet de sidste par måneder, har også gjort mange af os langt mere bevidste om vores forbrug.”

    Har du ikke tidligere givet dig i kast med at handle genbrug, er der rig mulighed for det i påskedagene. Kirppu Hjørring og Kirppu Aalborg holder nemlig åbent alle påskens helligdage fra 10-17.

    Kontakt:

    Marketingchef Nellie Ellen Nørregaard Nielsen email: nellie@kirppu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/genbrug-er-ikke-bare-en-kobenhavnertrend—nordjyderne-elsker-loppeguld?releaseId=13676586

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **