Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
Landbrugsfaget er en del af Laust Thuesen Kulmbacks DNA. Han er født og opvokset på en kvæggård mellem Ribe og Bramming og har uddannet sig til landmand. Sidenhen har han arbejdet i rådgivningsbranchen og en årrække i både Nordea og Nykredits landbrugscenter. De seneste to år har han været ansat som virksomhedsrådgiver hos SAGRO.
Laust har derfor et indgående kendskab til, hvad det kræver at drive en moderne landbrugsvirksomhed. Og han ved, hvordan han som landmændenes finansielle samarbejdspartner skal få strikket gode, holdbare løsninger sammen.
“At drive en landbrugsvirksomhed kræver indsigt – og specielt i forhold til den grønne omstilling, som er på alles dagsorden. Landmændene står i en kompleks hverdag, og det er vigtigt, at jeg og mine kolleger som deres finansielle sparringspartnere kender til deres hverdag, og hvad det er, de navigerer i”, siger Laust.
Som Andelskassens nye landbrugsdirektør skal Laust stå i spidsen for et hold på otte medarbejdere, og han glæder sig til at være med til at sætte retningen for landbrugscentret og bidrage det gode arbejde, kollegerne udfører hver dag.
“Jeg har valgt at arbejde i Andelskassen, fordi det er en bank, der er i en spændende udvikling, som jeg har lyst til at være en del af. I landbrugscentret arbejder et fagligt stærkt og kompetent hold. De lægger vægt på ordentlighed, respektfuld dialog og nærværende rådgivning, og jeg ser frem til at være med til at gøre en forskel for vores kunder sammen med resten af holdet,” fortæller Laust.
Laust bor på et nedlagt landbrug mellem Ribe og Bramming sammen med sin hustru og deres tre børn på 13, 12 og 8 år. I fritiden dyrker Laust både gymnastik, fodbold og løb og har altid været engageret i det lokale foreningsliv.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Maria Bugge tlf.: 87993074 email: mbm@andelskassen.dk
For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **