PRM / Boligkøb i blinde: Hver tredje dansker køber bolig uden rådgivning

    Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

    For langt de fleste danskere er boligkøbet den største investering, de foretager i løbet af livet. Alligevel fravælger en voksende gruppe af boligkøbere professionel rådgivning fra køberrådgivere, håndværkere, eller advokater inden underskriften sættes på købsaftalen. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet Gjensidige for og NRGi.

    I undersøgelsen svarer godt hver tredje boligejer, at deres seneste boligkøb blev foretaget uden køberrådgivning, og det er et tal, der er vokset fra hver femte siden 2022. Udviklingen overrasker Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi.

    “Taget i betragtning hvor stor en investering et boligkøb er, er det ikke risikoen værd at spare køberrådgivning væk for i stedet at risikere at købe en bolig i en anden stand, end man forventede. Ved at få en specialist til at gennemgå ejendommen fra kælder til kvist, ved man som køber præcis, hvordan det står til med boligens tilstand og så undgår man slemme overraskelser, der på sigt kan blive en dyr affære,” siger Bo Halm Andersen.

    Den manglende villighed til at søge rådgivning kan også have konsekvenser for boligkøbere, når det gælder forsikringen og skader. Det forklarer Henrik Sagild, der er skadesdirektør i Gjensidige.

    “Nogle af de skader, som er mest omkostningstunge og omfangsrige, ser vi i boliger, hvor skader får lov til at udvikle sig, fordi de ikke er blevet opdaget i tide. Det kan fx være fugtskader, der får lov at udvikle sig til råd og svamp, fordi de ikke er blevet opdaget og udbedret tids nok. Benytter man sig af en rådgiver i forbindelse med sit boligkøb, garderer man sig i høj grad mod disse ubehagelige overraskelser, og derfor er det et af de sidste steder, man bør spare under sit boligkøb,” siger han.

    Hos Gjensidige er der årligt en håndfuld ejerskifteskader, der overstiger 1 mio. kr., og gennemsnitsskaden koster i snit mere end 20.000 kr. at udbedre.

    Presset økonomi og tro på egne evner

    Ifølge Bo Halm Andersen kan der være flere årsager til, at folk dropper rådgivningen, når de jagter drømmehuset. Det drejer sig nemlig ikke kun om ønsket om at gøre boligkøbet så billigt som muligt, det nuværende boligmarked spiller også en rolle, lyder det.

    “Jeg tror, at der er flere forklaringer på, hvorfor en stigende andel af danskerne ikke prioriterer køberrådgivning inden boligkøbet. Dels har det seneste år budt på en historisk høj inflation, der naturligvis får rigtig mange til at ønske at spare, hvor der spares kan, men derudover har køberne bedre tid til at besigtige boligen flere gange før et køb end tidligere på grund af længere liggetider,” siger han og fortsætter.

    “Men den besparelse det er at sløjfe rådgivningen, står ikke mål med risikoen ved at købe en bolig i dårligere stand, end man troede. Slet ikke når vi ved, hvor dyrt det potentielt kan blive, hvis de her skader får lov at udvikle sig, og derfor er det altid en god idé at få professionelle øjne på,” siger Bo Halm Andersen.

    Om undersøgelsen

    Undersøgelsen er foretaget blandt 1.009 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi i febaruar og marts måned 2023.

    Hos hvem søgte/søger du rådgivning forud for købet/køb af din bolig?

    Køberrådgiver

    10%

    Byggesagkyndig

    11%

    Arkitekt

    2%

    Advokat

    15%

    Forsikringsselskab

    3%

    Familie/venner med håndværksmæssig baggrund

    35%

    Familie/venner uden nogen særlig bolig-relevant baggrund

    13%

    Andet, notér

    4%

    Søgte ikke rådgivning nogle steder

    30%

    Ved ikke

    10%

    Kontakt:

    Andreas Mortensen tlf.: 27 52 46 44 email: am@gjensidige.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/boligkob-i-blinde-hver-tredje-dansker-kober-bolig-uden-radgivning?releaseId=13676559

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **