Pressemeddelelse fra Assens Kommune
“Aldrig har de små fisk været så dyrebare, som de er nu. Som noget helt nyt er alle de fisk, der skal udsættes på Fyn og Øerne i år blevet mærket, for at vi i det fælles fynske samarbejde kan indsamle vigtige data om havørreden og dens færden i havet. Derfor er vi også ekstra opmærksomme på, at så mange som muligt overlever”, fortæller Søren Steen Andersen, borgmester i Assens Kommune, der sammen med de øvrige ni fynske kommuner står bag Havørred Fyn.
Avlen, opdrættet og mærkningen er alt sammen foregået hos FGU – Fyns Laksefisk, hvor både ansatte, elever og frivillige har ydet en stor indsats for at gøre fiskene klar til at flyve fra reden. Efter udsætningerne er der dog brug for endnu flere frivillige, som på én gang kan agere babysitter og fugleskræmsel for de små fisk på deres første færd mod havet.
Med en længde på kun ca. 15 centimeter er de halvandet år gamle havørreder langt fra en eftertragtet sportsfisk for lystfiskerne endnu. De er til gengæld én stor ta’ selv buffet for de mange rovdyr, der lever langs kysterne. Især måger og skarv er effektive jægere, der hurtigt kan tage for sig af retterne.
“Når smolten bliver sat ud, går der noget tid, før de har vænnet sig til deres nye omgivelser. De viser sig i overfladen og samler sig i store stimer. Det er svært at skjule sig, når man er så mange sammen, og derfor skal der passes lidt ekstra på dem, netop i deres første døgn i det fri”, forklarer Linda B. Høgh som er fiskemester ved FGU – Fyns Laksefisk.
På Fyn og Øerne har frivillige smoltvagter gennem de seneste år gjort en kæmpe indsats i forbindelse med udsætningerne. En vagt står typisk tre timer lige dér, hvor smolten er blevet sat ud og har som sin fornemmeste opgave at skræmme de glubske rovfugle væk.
“Lokale smoltvagter har vist sig at være et effektivt værn for vores smolt i de første dage efter en udsætning. Vi er ikke i tvivl om, at vagterne redder rigtigt mange fisk fra at ende i maven på en f.eks. en skarv. Alene af den grund er de frivillige vagter uvurderlige for os – og ikke mindst for de ørreder vi sætter ud”, fortæller Søren Knabe, der er frivillighedskoordinator i Havørred Fyn og projektkoordinator i Projekt Smoltvagt
Derfor har man nu også uden for øen fået øjnene op for den effektive fynske måde at mindske de små fisks dødelighed på, og Havørred Fyn har i år i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Lystfiskeri, Lystfisker Danmark, Dansk Laksefond og Fyns Laksefisk udbredt smoltvagt-konceptet til udsætninger i resten af landet under navnet “Projekt Smoltvagt”.
“Vi er stolte over, at samarbejdet bl.a. har medført en app, hvor man selv kan gå ind og booke sig på en ledig smolt vagt i sit lokalområde. Det gør, at endnu flere får let adgang til at bidrage til det gode frivillige og regenerative arbejde, og så bliver det tilmed meget lettere at koordinere indsatsen – også her på Fyn”, siger
Christian Thomsen, der er marketingkoordinator for Havørred Fyn hos Destination Fyn.
FAKTA om Havørred Fyn
På Fyn og Øerne er der gennem over 30 år blevet gjort rigtig meget for havørrederne. Havørred Fyn-projektet er et af landets ældste tværkommunale samarbejder, og alle de 10 fynske kommuner bakker det fortsat op. Den årlige finansiering er beregnet ud fra kommunernes indbyggertal og indgår i en fælles pulje, som kommunerne kan søge til vandløbsforbedrende projekter. Havørred fyn har fokus på vandløbsrestaurering, fisketurisme samt støtteudsætninger af fynske fisk fra fynske vande.
FAKTA vedr. udsætninger i Assens Kommune
Assens Kommune er i år de første til at få sat fisk ud. Dette kommer til at foregå i Aa å, hvor der skal sættes 9000 smolt ud onsdag den 5. april, kl. 10.00. Her kommer der til at stå smoltvagter i perioden d. 5.-8. april.
Et par uger senere skal der også sættes fisk ud i Puge Mølle Å, hvor der vil blive udsat 16.000 smolt, som vil blive bevogtet af 13 smoltvagter i perioden 14.-16. april. Samlet skal der udsættes lige knap 54.000 fisk i Assens området.
Samlet oversigt over antal smoltvagter i Assens Kommune
- Åå, Åkrog bugt, Lillebælt – 14 vagter, 9.000 ørreder
- Puge Mølle å, Lillebælt – 13 vagter, 16.000 ørreder
- Haarby å, Helnæs bugten – 14 vagter, 16.000 ørreder
Udsætningsplanen er vejledende.
Kontaktliste:
Christian Thomsen – marketing, Havørred Fyn, Destination Fyn, tlf.: 92 15 04 41 – Søren Knabe – frivilligheds koordinator, Havørred Fyn, tlf.: 44 14 24 04 – Søren Bay – projektleder Havørred Fyn, tlf.: 64 74 69 26 – Linda B. Høgh – fiskemester, FGU/Fyns Laksefisk, tlf.: 61 55 89 77 – Søren Steen Andersen, borgmester Assens Kommune tlf. 29 37 90 65 –
Kontakt:
Kommunikations- og presseansvarlig Rikke Storm tlf.: +45 30 59 43 24 email: risto@assens.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **