PRM / Skoletrætte elever får skoleglæden tilbage

    Pressemeddelelse fra Tønder Kommune

    En helt traditionel skoledag er nødvendigvis ikke det rigtige for alle i folkeskolen. Derfor har Tønder Kommune sammen med to andre kommuner kørt forsøg med at tilbyde en anderledes skolegang til elever i 8. og 9. klasse, der havde mistet lysten til at gå i skole. Forsøget går under betegnelsen EUD 8/9.

    I forsøget har man udskiftet nogle af de traditionelle fag med håndværksmæssige fag. Det betyder, at fag som kristendom, biologi, historie, samfundsfag, tysk, geografi og idræt er taget ud af skemaet, mens eleverne stadig undervises i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi.

    Samtidig er der kommet håndværk og værkstedstimer samt praktik på skemaet. Værkstedstimerne foregår for en dels vedkommende på EUC Tønder, ligesom de også har undervisning i Tønder Overbygnings skoles værksteder. I værkstedstimerne arbejdes der blandt andet med træ og metal.

    Udover værkstedstimerne er der indlagt praktik i undervisningstiden, hvor eleverne kommer ud på forskellige arbejdspladser. I undervisningen er der også særlige forløb med fokus på bestemte emner som for eksempel det praktiske ved at flytte hjemmefra, ligesom der også er indlagt madlavning og fysisk træning i skoleskemaet.

    “De her elever har været så trætte af at gå i skole, og flere af dem har haft skolevægring. Her oplever vi, at de vokser. De får selvtillid og selvværd, og deres niveau i de boglige fag får et hak opad”, siger Anette Tindgard Ebert, der er en af de to lærere, der er tilknyttet EUD 8/9.

    Også formanden for Børn- og Skoleudvalget, Kim Printz Ringbæk, er begejstret for tilbuddet.

    ” I Tønder Kommune har vi fokus på at styrke alle elevers kendskab til erhvervsuddannelserne. Med fortsættelse af EUD 8/9 tilgodeses dette ønske og samtidig vil flere elever have væsentlig større muligheder for en succesoplevelse”.

    I alt tre kommuner og 101 elever har deltaget i det tre-årige forsøg, der har fået Undervisningsministeriets godkendelse til at fortsætte også i det kommende skoleår.

    Kontakt:

    Lærer Anette Tindgard Ebert tlf.: 74 72 98 50 email: Anet1426@skoletdr.dk

    Formand for Børn og Skoleudvalget Kim Printz Ringbæk tlf.: 20 58 70 58 email: kpr@toender.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skoletraette-elever-far-skoleglaeden-tilbage?releaseId=13676363

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **