PRM / Kørsels-app ansætter psykologer og tilbyder kørende terapi

    Pressemeddelelse fra viggo

    Få en samtale med en psykolog, mens du bliver transporteret til din destination. Og uden ekstra omkostninger. Så simpelt kan man beskrive Viggos nye koncept, ViggoShrink. Viggo, stiftet i 2019, er den første 100% eldrevne kørselsservice i Danmark, og nu er den unge virksomhed de første til at kombinere taxikørsel og terapi.

    Det er en gammel kliché, at chauffører er psykologer på hjul og ifølge Viggos Landedirektør, Lauge Brænder, er idéen heller ikke ny.

    “Det er en idé, vi har gået med længe, og det giver god mening at udnytte den tid, passageren alligevel skal bruge i bilen til mere end bare ventetid.”

    Det er ifølge Lauge Brænder også derfor, at ViggoShrink ikke koster mere end en normal tur i en Viggo. “Det er generelt alt for dyrt at få psykologhjælp i Danmark, og når chaufføren skal sidde der alligevel, er det oplagt at lave det som en gratis tillægsydelse.”

    Idéen til det nye produkt opstod, fordi en del af de Viggo-chauffører, som ikke er vokset op i Danmark, er kommet hertil med en psykologuddannelse i bagagen, men ikke har kunne finde arbejde inden for faget her i Danmark.

    Lauge Brænder fortæller, at konceptet har været klar længe, men at man ikke har haft psykologer nok blandt chaufførerne til at gå i luften. Det har man nu. Viggo har nemlig kigget mod universiteterne og er begyndt at ansætte psykologistuderende som chauffører, hvilket har givet kapacitet til at lancere konceptet.

    De rullende terapisessioner kan dog køre i grøften, nærmest inden de kommer i gang. Bliver psykologistudiet ramt af regeringens bebudede halvering af udvalgte kandidatuddannelser, vil det blive sværere for de studerende at finde tid til et studiejob.

    Det er en situation vi følger nøje, og vi håber på kandidatuddannelserne bibeholder den nuværende længde på to år, så vi kan køre konceptet videre,” slutter Lauge Brænder.

    Booking af ViggoShrink kan foretages i Viggo-appen.

    Kontakt:

    Marketing Manager Lau Mikkelsen tlf.: 51891410 email: lau@viggo.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/korsels-app-ansaetter-psykologer-og-tilbyder-korende-terapi?releaseId=13676305

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **