Pressemeddelelse fra Finansforbundet
93,3 procent har ved urafstemning stemt ja til den overenskomstaftale, som Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) forhandlede på plads i starten af marts.
Hele 71,1 procent af de stemmeberettigede medlemmer benyttede sig af muligheden for at afgive deres stemme.
Den høje stemmeprocent glæder Finansforbundets formand Kent Petersen.
“Jeg er meget glad for opbakningen fra medlemmerne til overenskomsten, fordi det jo i sidste ende er for deres skyld, at vi laver den. Resultatet er slutningen på en proces, der starter med input fra medlemmerne og slutter med en overenskomst, og det enormt vigtigt, at der er et engagement og en tilfredshed hos dem, der skal bruge den til hverdag. Det har vi i høj grad mærket fra de tillidsvalgte, vi har mødt efter forhandlingerne, og det ser vi også i afstemningsdeltagelsen hos vores medlemmer” siger han.
6,4 procent stemte nej, og 0,3 procent stemte blankt.
Lønstigninger og bedre barselsforhold
Fredag eftermiddag lukkede urafstemningen, der har været i gang siden den 16. marts.
Dermed træder den nye toårige overenskomst i kraft den 1. april, mens lønnen reguleres pr. 1. juli.
Det betyder blandt andet, at lønnen i overenskomstens løbetid samlet set stiger med 8,2 procent, hvoraf en del er puljemidler til lokale forhandlinger. Derudover forbedres barselsrettighederne for fædre og medmødre, der fremover vil have ret til orlov med fuld løn i 26 uger mod de 16 uger, de tidligere havde ret til.
“Vi indledte forhandlingerne på et svært grundlag med inflation, økonomisk usikkerhed og med et klart krav om lønstigninger fra vores medlemmer. Det blev også hårde forhandlinger, men jeg synes til gengæld, at vi nu står med et rigtigt godt resultat. Både når det kommer til en fornuftig lønudvikling, men også omkring nogle af de andre vigtige elementer i arbejdslivet for vores medlemmer – f.eks. at vi som de første via overenskomsten indfører reel ligestilling, når det kommer til barsel’, siger Kent Petersen.
Kontakt:
Kristian Lind, kl@finansforbundet.dk, 61204214
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **