PRM / OK skal sørge for flere ladepunkter til Haderslev Kommune

    Pressemeddelelse fra OK

    Der bliver bedre muligheder for at lade sin elbil i Haderslev Kommune. Inden udgangen af 2023 opsættes der i alt 190 ladestandere, hvoraf 18 er lynladere.

    Mange ladeoperatører har vist stor interesse for tilbuddet om at opsætte ladestandere i Haderslev Kommune. De vindende ladeoperatører af første runde af tilbudsindhentningen blev OK a.m.b.a., Ewii A/S og PowerGo.

    OK a.m.b.a. kommer i forbindelse med udrulningen af ladestandere til at opsætte 40 AC-ladere og 8 lynladere svarende til omkring 100 ladepunkter. Det glæder OK’s markedsdirektør, Kenneth Korsgaard, der ser frem til at igangsætte projektet.

    “Vi er stolte over at have indgået endnu en aftale med en kommune om at opsætte ladestandere, og vi ser frem til at hjælpe Haderslev Kommune med at løse behovet for flere ladepunkter i kommunen”, siger Kenneth Korsgaard.

    Flere tilgængelige lademuligheder

    De nye ladestandere bliver opsat ved kommunale p-pladser og bygninger, blandt andet ved en række skoler, institutioner, idrætsanlæg og rådhuset.

    “Haderslev Kommune er et attraktivt sted at arbejde og bo. Vi ønsker, at vores borgere skal have en nem hverdag, hvor de bruger mindst mulig tid på at lede efter en ladestander. Der er en stor interesse for at køre i el-bil, og nu hvor vi får ladestandere i hele kommunen, så bliver der mange flere muligheder for at få ladet sin bil, mens man er inde at handle, på arbejde eller til en fritidsaktivitet”, siger borgmester Mads Skau i en pressemeddelelse udsendt af Haderslev Kommune.

    Formand for Teknik og Klimaudvalget i Haderslev Kommune, Carsten Leth Schmidt, glæder sig også over, at der nu sættes strøm til den del af kommunens klimaplan, der handler om transport.

    “Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling og vores ambitioner om at sænke vores CO2-udledning, så skal vi transportere os smartere og grønnere. Vi vil gerne have, at flere vælger klimavenlig transport, og hvis det skal lykkes, skal det være nemmere at køre på el”, siger Carsten Leth Schmidt i en pressemeddelelse udsendt af Haderslev Kommune.

    I den kommende tid vil forvaltningen indgå i en videre dialog med OK a.m.b.a. og de to andre ladeoperatører omkring implementeringen.

    Fakta om tilbuddet:

    Det første tilbud omfatter i alt 190 ladestandere, som er opdelt i seks delkontrakter. OK a.m.b.a. har vundet fire delkontrakter svarende til omkring 100 ladepunkter. Ewii A/S og PowerGo har hver især vundet én delkontrakt.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ok-skal-sorge-for-flere-ladepunkter-til-haderslev-kommune?releaseId=13676271

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **