PRM / Dansk Metal: Nødvendig sikring af danskernes arbejdsmiljø

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    “Der er en overhyppighed af arbejdsulykker blandt faglærte og ufaglærte. Med den nye arbejdsmiljøaftale bliver der bedre mulighed for, at vi kan få knækket den kurve,” siger forbundssekretær Peter Poulsen, der er ansvarlig for arbejdsmiljø i Dansk Metal.

    Han fremhæver, at aftalen sikrer en ordentlig økonomi for Arbejdstilsynet og holder skindet på næsen for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

    “Det betyder utroligt meget, at Arbejdstilsynet nu kan fastholde deres erfarne og dygtige folk og ikke skal ud i fyringer. De virksomheder, der sløser med arbejdsmiljøet, kan nu forvente, at de fortsat vil få tilsyn og blive presset til at få rettet op. Samtidigt er der penge til forskning, og det sikrer et ordentligt videnskabeligt grundlag, når vi f.eks. skal fastsætte grænseværdier for kemiske stoffer. Farlig kemi kan give eksem og lungeproblemer, så det skal enten håndteres 100 procent sikkert – eller helt væk,” siger Peter Poulsen.

    Han fremhæver desuden en række målrettede indsatser, som kommer til at gøre en positiv forskel for arbejdstagerne – f.eks. om arbejdsulykker, asbest, psykisk arbejdsmiljø og social dumping.

    Dansk Metal roser Folketingets partier for at have lyttet til det, som arbejdsmarkedets parter er blevet enige om.

    “Det er helt afgørende, at danskernes arbejdsmiljø ikke bliver påvirket af, hvem der har den politiske magt i Danmark. Så det er meget positivt, at partierne har taget ansvar og indgået en bred politisk aftale. Vi opfordrer partierne til at gøre det samme, når de om nogle år skal indgå en ny aftale frem mod 2030,” siger Peter Poulsen.

    Kontakt:

    Pressechef Rasmus Thye Lynghøj tlf.: 30 76 71 27 email: raly@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-nodvendig-sikring-af-danskernes-arbejdsmiljo?releaseId=13676260

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **