PRM / Påskestemning med Idun og de forsvundne æbler på Trelleborg

    Pressemeddelelse fra Trelleborg

    Temaet under påsken vil have et fokus på myten om Idun og hendes æbler. Museet har indgået en aftale med DR Ramasjang i forbindelse med ‘Mission Valhalla ‘-programmerne, der tillader Trelleborg at bruge DR-konceptet fra det populære børneunivers til at skabe nye interaktive oplevelser for børn.

    Ét af DR’s afsnit omhandler Idun og hendes forbyttede æbler, og på Vikingeborgen Trelleborg er Iduns æbler forsvundet i påskeferien. På ringborgen vil der blive fortalt en helt ny historie, og besøgende vil have mulighed for at deltage i en sjov æblejagt og lede efter Iduns manglende æbler i historiske omgivelser.

    Som noget helt nyt for den kommende sæson genindfører Vikingeborgen Trelleborg entrébetaling for voksne, så det fremover koster 75 kroner at besøge museet. På museet kan man bl.a. opleve digital formidling i form af VR og spændende udstillinger, samt se de mange autentiske vikingfund, herunder Danmarks eneste velbevarede vikingeskjold.

    Det sker efter nøje overvejelser for at skaffe et stærkere økonomisk indtægtsgrundlag, der kan fremtidssikre museets høje faglighed og kvalitet i museumsformidlingen. Der vil forsat være gratis entré for børn under 18 år.

    “Vi indfører entré for voksne for at få en stærkere økonomi, så vi kan fremtidssikre et højt niveau indenfor den eksperimentale arkæologi, som jo er afgørende for at få ny indsigt om vikingernes liv på Trelleborg, og for at opretholde og udvikle kvaliteten i museets formidling. Museet har også været påvirket af de stigende driftsomkostninger og energikrisen, som har resulteret i højere omkostninger på alle områder. I sidste ende vil publikum få en bedre museumsoplevelse og en større forståelse for den vikingehistorie, der udspillede sig i området” siger museumschef Anne-Christine Larsen.

    Vikingeaktiviteter på Trelleborg

    Hver dag fra kl. 11.00 til kl. 15.00 vil vikingelandsbyen summe af aktiviteter. Du kan filte dit eget livsæble, prøve bueskydning med hjælp fra en viking og smage på lækre fladbrød med æblekompot, eller bagte æbler med flødeskum. Du kan også male med vikingernes farver på ark, skjolde eller sværd. Til aktiviteterne i vikingelandsbyen skal du købe aktivitetsmønter i museumsbutikken. Men det er gratis for børn at lege i Udgaard eller gå med på familierundvisning. Børnene kan også give eller give den fuld gas i en omgang krigertræning.

    Udgaard og krigertræning

    Hvis du er modig nok, kan du besøge Udgaard, hvor der er gratis legeaktiviteter i vikingelandet. Prøv kræfter med tre på stribe, Helhesten, æblekast, kæmpepuslespil, jættekast, hammerkast, borgspil eller tvekamp. Der er sjov for alle, du sent vil glemme! Børn, der gerne vil lære mere om kampteknikker i vikingetiden, kan deltage i krigertræning fra kl. 12.00 til kl. 12.45 i “Kampen om Idun”. Her vil børnene lære om vikingekamp og strategi, imens de har det rigtigt sjovt. Derudover kan alle besøgende opleve en spændende familierundvisning og høre myten om Idun og jætten Tjasse fra kl. 13.00 til kl. 14.00.

    Påskeprogram 2023:

    11.00 – 15.00: Aktiviteter i vikingelandsbyen (Aktivitetsmønter kan tilkøbes i museumsbutikken)
    11.00 – 15.00: UDGAARD – gratis udendørs legeaktiviteter
    12.00 – 12.45: Kampen om Idun (krigertræning for børn)
    13.00 – 14.00: Gratis familierundvisning om Sagnet om Idun og Jætten Tjasse
    14.00 – 15.00: Bueskydning (1 aktivitetsmønt)

    Hvad venter du på? Hop ind i tidsmaskinen og oplev vikingetiden på Trelleborg i påskeferien. For mere information om aktiviteterne i påskeferien på Vikingeborgen Trelleborg, besøg vores hjemmeside på www.vikingeborgen-trelleborg.dk.
    Vi ses på Vikingeborgen Trelleborg!

    Kontakt:

    Museumschef og leder af Trelleborg Anne-Christine Frank Larsen tlf.: 41 20 63 90 email: acl@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/paskestemning-med-idun-og-de-forsvundne-aebler-pa-trelleborg?releaseId=13676192

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **