Pressemeddelelse fra Kriminalforsorgen
Flere kan potentielt komme igennem nåleøjet, når kriminalforsorgen fremover skal vurdere, om ansøgere til fængselsbetjentuddannelsen er egnede.
Tidligere retningslinjer betød, at større synlige tatoveringer ikke var tilladt blandt kriminalforsorgens uniformerede personale, men de er blevet ændret og lempet. Nu er synlige tatoveringer som udgangspunkt acceptable ifølge den nyreviderede uniformsvejledning.
Tidligere var det ikke muligt at blive optaget på uddannelsen til fængselsbetjent, hvis man havde synlige tatoveringer, fordi de kunne skade fængselsbetjentenes omdømme udadtil såvel som indadtil. Men tatoveringer og uniform er ikke længere uforenlige størrelser, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.
“Mange danskere i alle aldersgrupper er tatoveret i dag, og det er fuldstændig almindeligt på alle arbejdspladser. Det skal vi som en moderne, statslig virksomhed selvfølgelig afspejle. Vi må ikke risikere at afskrive potentielt dygtige medarbejdere, som vi har så meget brug for, fordi vi hænger fast i en gammeldags opfattelse af, hvordan man skal se ud. Vores medarbejderes professionalisme bliver ikke påvirket af en tatovering, og de kan stadig have en både myndig og tillidsvækkende fremtoning”, siger Ina Eliasen.
Selvom de nye retningslinjer træder i kraft den 1. april 2023, har kriminalforsorgen siden den 1. januar 2023 administreret efter en mere lempelig praksis. Michael Rose er én af de nye værkmester-elever, som er blevet optaget på uddannelsen, selvom han har tatoveringer på sine arme og hænder.
“Det er godt, at der er bliver gjort op med en holdning, hvor tatoveringer udelukkende bliver set som noget negativt. Det fortæller ikke mere om, hvilke kvaliteter en person indeholder, end farven på hans eller hendes T-shirt gør”, siger Michael Rose.
Selvom retningslinjerne nu bliver lempet ift. placeringen på kroppen, må tatoveringerne stadig ikke virke stødende. De må ikke have religiøs eller politisk betydning, ligesom de ikke må sympatisere med rocker-banderelaterede grupper, forherlige kriminalitet eller lignende.
Fakta:
Uddrag af den nye uniformsvejledning, som træder i kraft den 1. april 2023
- Tilstedeværelse af synlige tatoveringer – hvorved forstås tatoveringer, der er placeret, så de ikke kan dækkes ved brug af den almindelige uniformsbeklædning – indgår som en del af den samlede vurdering i forbindelse med ansættelse af nye fængsels- og transportbetjente m.fl.
- Tilstedeværelse af synlige tatoveringer på arme, hænder, hals og hoved findes som udgangspunkt acceptable.
- Synlige tatoveringer må ikke være af politisk eller religiøs betydning, der kan støde andre, ligesom tatoveringerne ikke må virke stødende i øvrigt. Videre må tatoveringerne ikke sympatisere med rocker-banderelaterede grupper eller lignende.
Kontakt:
Pressevagt tlf.: 7255 4141 email: presse@krfo.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **