PRM / Gjensidige overtager Sønderjysk Forsikrings erhvervsportefølje

    Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

    Sønderjysk Forsikring, der i dag har privat- og erhvervskunder i hele landet, vil med den nye aftale fremadrettet fokusere på at styrke udviklingen af privatporteføljen. Aftalen omfatter således Sønderjysk Forsikrings erhvervsportefølje på ca. 200 mio. DKK. samt de 27 medarbejdere, der i dag er beskæftiget med erhvervsdelen.

    Adm. direktør Frank Abel fra Sønderjysk Forsikring uddyber: “Sønderjysk Forsikring har haft en stærk, sund og lønsom vækst de senere år. Vi er i gang med at udvikle både produkter og digitale løsninger. Men vi må også erkende, at det kræver større investeringer og ressourcer at have samme strategi for både privat og erhverv, fordi produkterne og løsningerne ikke er ens. Samtidig bliver vi mødt af ændrede vilkår på reassurancen. Dermed står vi nu ved en skillevej, hvor det ikke er optimalt for os at fortsætte i begge spor. Vi vælger at fokusere på den private del, som er over 80% af vores forretning, mens vores trofaste erhvervskunder kommer i trygge hænder hos Gjensidige.”

    “Sønderjysk Forsikrings erhvervsportefølje og produkter passer godt ind i Gjensidiges forretning, da den forstærker vores igangværende vækst i det mindre erhvervsmarked. Vi var ikke i tvivl om, at vi skulle gribe denne mulighed. Det vil styrke vores fundament for fortsat lønsom vækst samt understøtte vores ønske om bred tilstedeværelse i Danmark,” siger Mats C. Gottschalk, koncerndirektør for Gjensidige i Danmark.

    Erhvervskunderne fortsætter uændret
    De berørte erhvervskunder vil ikke opleve ændringer i forbindelse med overdragelsen. Alle aftaler og vilkår fortsætter uændret. Hurtigst muligt efter myndighedernes godkendelse vil der blive igangsat en proces med at omtegne porteføljen til Gjensidige.

    “Hos Sønderjysk Forsikring har vi vurderet, at Gjensidige er den helt rigtige partner til at overtage og videreføre vores arbejde med erhvervsporteføljen. Det glæder os, at Gjensidige opretter kontor i Aabenraa, og tager godt imod de 27 dygtige og motiverede medarbejdere,” afslutter Frank Abel.

    Aftalen er betinget af en godkendelse fra det danske Finanstilsyn samt konkurrence-myndighederne og forventes gennemført i Q3 2023.

    Prisen for porteføljen er 200 mio. DKK.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Trine Andrup tlf.: 27 52 51 06 email: tran@gjensidige.dk

    Adm. direktør Frank Abel tlf.: 20 58 22 57

    Koncerndirektør for Gjensidige i Danmark Mats C. Gottschalk tlf.: +47 930 07 779

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gjensidige-overtager-sonderjysk-forsikrings-erhvervsportefolje?releaseId=13676019

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **