PRM / 200 udskolingselever fra Kerteminde Kommune lærer om den grønne omstilling på Odense Havn

    Pressemeddelelse fra Tænketanken CONCITO

    Besøgsdagen blev arrangeret i tæt samarbejde mellem Odense Havn, Kerteminde Kommune og Den Grønne Rygrad, der sammen med kommunen arbejder på at skabe mere praksisnær undervisning med særligt fokus på klima og bæredygtighed.

    Odense Havn er Danmarks største erhvervshavn og har ikke tidligere budt elever indenfor. Det var derfor en unik mulighed for eleverne for at komme ud og snuse til nogle af Danmarks store virksomheder inden for grøn omstilling. Og så ligger Odense Havn endda lige i elevernes baghave.

    Om besøgsdagen siger Søren Rask, der er HSEQ chef på havnen: “Vi er glade for at kunne invitere eleverne indenfor og vise dem, hvordan den grønne omstilling ser ud i virkeligheden. Vi har nogle spændende virksomheder og arbejdsmiljøer på Odense Havn, og eleverne kan få en helt praksisnær oplevelse af, hvad det vil sige at være beskæftiget indenfor det grønne erhvervsliv.”

    På Odense Havn mødte eleverne de fire store virksomheder Bladt Industries, Fayard, HJHansen Recycling og Vestas, der på forskellig vis er beskæftiget med grøn omstilling. På Odense Havn producerer Bladt Industries fundamenter til havvindmøller, og Vestas producerer de enorme naceller, som er vindmøllevingernes “hus”. Fayard er et reparationsværft og en maritim servicevirksomhed, der har store skibe til reparation, service, vedligehold og opgraderinger, og HJHansen Recycling sikrer genanvendelse af jern- og metalskrot på havnen.

    Stor, større, størst

    Eleverne blev budt velkommen af Odense Havn og Kerteminde Kommunes borgmester, Kasper Ejsing Olesen, og fik herefter oplæg fra de fire virksomheder.

    Herefter blev eleverne vist rundt på havnen og præsenteret for virksomhedernes produktionsområder. Eleverne kom helt ind i Vestas enorme produktionshal, da Vestas helt ekstraordinært havde lukket ned for dele af produktionen, så eleverne kunne få lov til at kigge på de store maskiner og møde nogle af virksomhedens medarbejdere. Også hos Bladt Industries fik eleverne mulighed for at komme helt ind i produktionshallen og se de enorme valser, der former metalrør, der vejer mange hundrede tons og kan være helt op til 13 meter i diameter. Hos HJHansen kom eleverne forbi de enorme bunker med metalskrot, og Fayard viste bl.a. eleverne deres største tørdok, der kan rumme skibe på helt op til 335 x 90 meter.

    På rundturen fortalte virksomhederne mere om, hvad de producerer på Odense Havn, hvordan en arbejdsdag kan se ud, og hvordan de som virksomhed er en del af den grønne omstilling.

    Tættere samarbejde mellem virksomheder og skoler

    I oktober 2022 blev Kerteminde Kommunes ambitiøse klimahandleplan vedtaget, og en indsats i planen er, at der skal etableres stærkere samarbejder mellem skoler og virksomheder, der arbejder med grøn omstilling. Derfor er Kerteminde Kommune og Den Grønne Rygrad, der samarbejder med kommunen om mere praksisnær klima- og bæredygtighedsundervisning, meget begejstrede for, at Odense Havn inviterer de store elever på besøg.

    “I hele arbejdet med klima og bæredygtighed er arbejdet med de yngre generationer noget af det allervigtigste”, siger Johannes Thuesen, der er programleder for klimahandleplanen, og fortsætter:

    “Besøgsdagen kan skabe en væsentlig kobling mellem det, eleverne lærer i skolen, og virkelighedens grønne erhverv, og den kan forhåbentlig både fungere som en indføring i grøn omstilling og være en inspiration i forhold til uddannelses- og karrierevalg.”

    Den Grønne Rygrad i samarbejdet

    Både virksomheder, skoler, Kerteminde Kommune og Den Grønne Rygrad glæder sig helt enormt over afholdelsen af besøgsdagene, der forhåbentlig markerer starten på nye, længerevarende samarbejder mellem skoler og virksomheder. I hele processen har Den Grønne Rygrad bidraget med overordnet koordinering, facilitering af møder, udarbejdelse af undervisningsmaterialer og evalueringsskemaer, kontakt til virksomheder og skoler samt kommunikation og presse.

    “Det har været en omfattende proces med mange parter involveret, men det har været en stor glæde at kunne følge processen så tæt for til sidst at se det hele blive til virkelighed”, udtaler Nanna Meldgaard Stærk, der er projektleder i Den Grønne Rygrad, og fortsætter:

    “Når man får mulighed for at samarbejde med fire af Danmarks helt store virksomheder og gøre mere end 200 skoleelever nysgerrige på den grønne omstilling – så giver det mening at gå på arbejde”.

    Samarbejdet mellem Kerteminde Kommune og Den Grønne Rygrad fortsætter, og der planlægges løbende nye aktiviteter og indsatser i kommunen, der kan styrke elevernes grønne dannelse.

    Om Den Grønne Rygrad:

    Den Grønne Rygrad er et projektsamarbejde mellem CONCITO’s klimaambassade og skolehaveforeningen Haver til Maver. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og har til formål at understøtte motiverende og praksisnær klima- og bæredygtighedsundervisning. Der samarbejdes pt. med 20 kommuner fordelt over hele landet. Læs mere om Den Grønne Rygrad på: www.dengrønnerygrad.dk

    Kontakt:

    Kommunikationschef Ghita Borring email: gb@concito.dk

    Synnøve Kjærland email: sek@concito.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/200-udskolingselever-fra-kerteminde-kommune-laerer-om-den-gronne-omstilling-pa-odense-havn?releaseId=13676091

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **