Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer
Det er ikke korrekt, når nogen påstår at scoend opinion er færdiggjort, lyder det fra miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, Anders Panum.
– COWI er blevet bedt om at levere en redegørelse til det videre arbejde med vandplanerne. Nu skal det egentlig arbejde med en second opinion gå i gang. Vi kan konstatere, at der er mange som meget gerne vil konkludere på baggrund af den her rapport, men COWI’s redegørelse er ikke den second opinion, som vi alle ser frem mod, siger Anders Panum.
Rapporten fra COWI er en 300 siders gennemgang af det faglige grundlag, som tidligere har været brugt i udarbejdelsen af vandplaner, og der indgår ikke nye kilder.
– Det siger næsten sig selv, at hvis man blot gennemgår de samme pointer og vinkler endnu en gang, så er der ikke tale om en ny vurdering. Det er så at sige bare en genudsendelse og gammel vin på nye flasker, siger Anders Panum.
– Det vi har efterlyst, og som bør adresseres i en second opinion, er, at man tager et bredere kig på kvælstofindsatsen. Eksempelvis bør man kigge på, hvorfor en tæt på halvering af kvælstofudledningen siden 1990 ikke har gjort mere godt for vandmiljøet. Det er et paradoks, som må og skal undersøges, så vi er sikre på, hvor vi skal sætte virkningsfuldt ind, siger miljødirektøren.
– Vi ser frem til den egentlige second opinion, hvor bl.a. et internationalt ekspertpanel skal give en uafhængig vurdering af, hvordan vi bedst sikrer et godt vandmiljø og en dansk fødevareproduktion, siger Anders Panum.
Kontakt:
Landbrug & Fødevarer pressetelefon tlf.: 33394520 email: presse@lf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **