PRM / Flere sundhedssocialrådgivere i psykiatrien løfter patienterne og bygger bro

    Pressemeddelelse fra Danske Regioner

    Betaling af husleje, kontakt til praktiserende læge, udslusning i frivillige tilbud og begravelseshjælp er nogle af de mange opgaver, sundhedssocialrådgivere i den regionale psykiatri tager sig af.

    Nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at der i løbet af de seneste fem år er blevet ansat næsten 30 procent flere sundhedssocialrådgivere i psykiatrien. Det er en stigning på 96 ansatte fra 308 i 2018 til 404 sidste år.

    Formand for Danske Regioners psykiatriudvalg, Jacob Klærke (SF), ser mange fordele ved, at flere sundhedssocialrådgivere hjælper med at bygge bro mellem det regionale sundhedsvæsen og kommunerne:

    “Det giver rigtig god mening for patienter og personale, når flere fagligheder samarbejder i psykiatrien. Det er med til at frigøre tid for det sundhedsfaglige personale, så de kan koncentrere sig om deres kerneopgaver med at behandle patienterne i en tid, hvor vi mangler personale, siger han og tilføjer:

    “Psykiatriske patienter er sårbare og har meget lidt overskud til at sørge for fx praktiske ting, når de er indlagt eller skal udskrives. Sundhedssocialrådgivere kan gøre en forskel, når de fx hjælper med praktik omkring bolig eller økonomi, og det er med til at øge ligheden for patienterne”.

    ‘Blæksprutte’ sikrer sammenhæng
    Afdelingen for psykoser på Skejby Sygehus i Region Midtjylland er et af de mange regionale hospitaler, hvor der de seneste år er kommet flere sundhedssocialrådgivere.

    Sundhedssocialrådgiver Lene Kuntz og hendes kolleger står klar til at hjælpe patienterne:

    “Vi kan motivere patienterne til at modtage støtte, fordi de har tillid til os. Mange er meget taknemmelige, når vi hurtigt kan finde det rigtige tilbud eller søge om økonomisk støtte. Vi er en slags blæksprutter, der sikrer sammenhæng og sparer vores sundhedsfaglige kolleger for tid og opgaver, fordi vi kender det kommunale system og kan trække i de rigtige kontakter første gang”.

    Hun og de andre socialrådgivere hjælper også patienter med at komme hjem til bosteder, ligesom de kan støtte demente patienter, hvis de skal flytte fra eget hjem til en plejebolig. Fælles for socialrådgiverne på det østjyske sygehus er, at de alle har erfaring fra en kommune:

    “Vi er uddannede i at koordinere på tværs af sektorer, og derfor kan vi effektivt finde den rigtige indgang. Det er med til at give patienterne en god overgang mellem den regionale og kommunale sektor”.

    For yderligere kontakt pressevagten på 51 51 18 18 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-sundhedssocialradgivere-i-psykiatrien-lofter-patienterne-og-bygger-bro?releaseId=13675757

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **