PRM / Om gækkebreve og H.C. Andersen på Amalienborgmuseet i påsken

    Pressemeddelelse fra Kongernes Samling

    Fra 3.-10. april kan besøgende på Amalienborgmuseet være med til gækkebrevs-workshop og undersøge, om de er lige så gode som vores nationaldigter H.C. Andersen (1805-1875) til at klippe fine gækkebreve.

    Undervejs får gæsterne fortællingerne om gækkebrevets historie, H.C. Andersens evne til at klippe dem og om hans tilknytning til Kongehuset.

    H.C. Andersen var en nær ven af flere af de danske konger gennem sin levetid og har derfor haft sin faste gang i Christian VIII’s Palæ, hvor Amalienborgmuseet i dag ligger. Han underholdt ofte store selskaber med sine fortællinger, samtidig med at han klippede en figur fra fortællingen. Og gækkebrevenes smukke verden excellerede han som sagt også i.

    Et gækkebrev er en specifik dansk tradition fra påsken, som oprindelig indeholdt en vintergæk, heraf navnet, der også knyttes til verbet “at gække” i betydningen “at vildlede”. “At drive gæk med” er “at spille et puds”, og det kan gæsterne på Amalienborgmuseet så forsøge sig med i museets gækkebrevs-workshops.

    På Amalienborgmuseet kan man se den lineal, som H.C. Andersen i 1872 forærede Christian 9. Linealen er fremstillet af træ og udsmykket med papirklip af H. C. Andersen selv og en inskription til Kongen. Udsmykningen er et silhuetklip, der bl.a. forestiller dansende kvindefigurer med parasoller omkring en svane og Ole Lukøje med paraply. På linealens bagside har H. C. Andersen skrevet et lille vers: “I hvert et Blad er et Trylleri. Der sidder en levende Sjæl der i.”

    PRAKTISK
    Påskeaktiviteterne finder sted fra 3.-10. april fra kl. 10-15.30. Workshoppen er gratis, når der betalt entré til Amalienborgmuseet. Voksne 120 kr. Børn og unge 18 år: Gratis adgang

    Kontakt:

    Kommunikationschef Nanna Ebert tlf.: 51336644 email: ne@kosa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/om-gaekkebreve-og-hc-andersen-pa-amalienborgmuseet-i-pasken?releaseId=13675901

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **