Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse
Fredag den 24. marts fandt en hundelufter i Geelskov udsædvaneligt dyreliv i skovbunden. I en plastikkasse sad to kaniner helt tæt sammen og dårligt kunne vende sig. Ejeren havde hverken vand eller mad. Kaninejerne havde dog taget sig tid til at lave lufthuller i kassen. Hundelufteren ringede med det samme til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812, der satte gang i beredskabet.
Dyrlæge Maria Vang Johansen, der er frivillig dyrereder – også kaldet kredsformand – i Rudersdal rykkede ud til Geelskov, hvor hundelufteren ventede med plastikkassen. Kaniner havde det under omstændighederne godt, men Maria Vang Johansen er forarget over, at nogen dumper dyr på den måde.
– Når man anskaffer sig dyr til familien, følger der et ansvar med. Det gælder også ansvaret for at finde et nyt hjem til dem, hvis de ikke kan være hos en længere. Hos Dyrenes Beskyttelse oplever vi hvert år dyr, som ikke overlever at være blevet efterladt, siger Maria Vang Johansen
Antallet af kæledyr, der er efterladt til en uvis skæbne af deres ejer, satte da også en kedelig rekord i 2022 med 1382 dyr. Det viser tal fra Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812. De mange dyr var fordelt på 644 enkeltstående sager, da der ofte dumpes hele kuld af f.eks. kattekillinger og marsvin. Antallet af sager er steget med 25 procent siden 2018.
De seneste tre år har der været syv sager med dumpede dyr i Rudersdal Kommune. Det er kun overgået blandt nabokommunerne af Gladsaxe med otte sager. Der er dog større problemer med dumpede dyr i andre landsdele. Haderslev, der har nogenlunde samme antal indbyggere som Rudersdal, har fx haft 28 sager med dumpede dyr de seneste tre år.
Maria Vang Johansen kørte de to kaniner fra Geelskov til Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, hvor de har det godt og snart er klar til at få en ny, god familie.
Sager med dumpede dyr
2020 | 2021 | 2022 | I alt | |
Rudersdal | 2 | 3 | 2 | 7 |
Hørsholm | 1 | 1 | 3 | 5 |
Allerød | 1 | 0 | 0 | 1 |
Furesø | 1 | 3 | 2 | 6 |
Lyngby-Tårnbæk | 2 | 1 | 2 | 5 |
Gentofte | 1 | 1 | 2 | 4 |
Gladsaxe | 1 | 6 | 1 | 8 |
Kontakt:
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **