Pressemeddelelse fra Billund Lufthavn
I dag var der stor aktivitet og forventningsglæde i gate 8-10, da Air Greenland åbnede op for ruten fra Billund Lufthavn til Kangerlussuaq. Morgenstunden bød på grønlandsk kagebord og taler fra Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn og Katja Vahl, kommunikation- og marketing manager i Air Greenland, inden flyet blev sendt godt afsted fra Billund Lufthavn.
Billund Lufthavn har store forventninger til den nye rute, som ser det som en stor gevinst og til stor gavn for alle de mennesker, der har forbindelser til Grønland omkring Billund Lufthavn.
– Det er en stor ære for Billund Lufthavn, at vi nu har en direkte forbindelse til Grønland. Vi er sikre på, at der nu er taget hul på et succesrigt samarbejde, der skaber værdi for os, Air Greenland, men i høj grad også for alle de borgere, der nu får lettere ved at besøge og få besøg af venner og familie. Der er en ekstrem stor efterspørgsel for direkte adgang til Grønland fra Vestdanmark, fastslår Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.
Stort potentiale for ruten til Grønland
I forbindelse med oprettelsen af ruten blev grundige forundersøgelser lavet til understøttelse af rutens opstart heriblandt samtaler med rejsebureauer og analyse af kundernes rejsemønstre.
– Air Greenland har til opgave at skabe de bedst mulige forbindelser i Grønland og ud og ind af Grønland. I den forbindelse har vi analyseret vores kunders rejsemønster ud og ind af Grønland og er kommet frem til, at en del af de kunder, der i dag flyver mellem Kangerlussuaq og København rent faktisk tager til Jylland, når de er landet i København. En ikke uvæsentlig del af disse tager til steder, hvor det giver rigtig god mening at flyve til Billund i stedet for København. Derfor har Air Greenland valgt at flyve mellem Kangerlussuaq og Billund, fortæller Henrik Bjørner Søes, kommerciel direktør for Air Greenland og fortsætter:
– Vi håber, at vi på den måde kan give vores kunder endnu bedre muligheder for at besøge Danmark eller Grønland. Vi glæder os rigtig meget til den første flyvning, og vi ser frem til at øge trafikken til og fra Jylland, hvis efterspørgslen er tilstrækkelig.
Gavner fællesskabet og turismen
Den øgede tilgængelighed via Billund Lufthavn er med til styrke relationen og fællesskabet mellem Danmark og Grønland. Det gavner turismen, fordi flere rejsende nu kan komme direkte til og fra Vestdanmark, og som rejsende fra Vestdanmark er der tid at spare, da rejsen ikke først skal gå mod København.
– Ruten mellem Grønland og Billund Lufthavn er vigtig for den tætte relation i rigsfællesskabet. Der bor ca. 230 grønlandske studerende og elever samt 3.800 borgere med grønlandsk baggrund i Region Midtjylland, og derudover er der mange erhvervsmæssige bånd til Grønland. I Aarhus er der 1100 borgere med grønlandsk baggrund, som vil spare overnatning i København, hvis flyet fx bliver forsinket pga. vejret i Grønland. Vi er generelt mange, som vil spare en del tid på transport til Kastrup. Derudover rejser mange fra Grønland også til Jylland på ferie eller for at besøge familie og venner, fortæller Tanja Nielsen, direktør i Det Grønlandske Hus i Aarhus.
Anne Nivika Grødem fra Visit Greenland ser også frem til at byde danskerne velkommen til Grønland og landets spektakulære oplevelser:
– Danmark er et meget vigtigt turistmarked for Grønland, og den nye flyrute fra Billund Lufthavn giver flere muligheder for, at rejsende fra Jylland nemt kan flyve til Grønland. Vi ser frem til at byde gæsterne velkommen til vores hjemland – året rundt og til alle destinationer i landet, afslutter Anne Nivika Grødem.
Kontakt:
PR Manager Mads Bisp Agersnap tlf.: 30165877 email: mbp@bll.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **