PRM / Hvad skal opholdspladsen ud for Storegade 1 hedde?

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    Med en navnekonkurrence inviterer Esbjerg Kommune alle borgere til at komme med forslag til, hvad Brammings nye opholdsplads, som ligger mellem Storegade 1 og p-pladsen i Jernbanegade, skal hedde.

    “Vi vil gerne inddrage borgerne i processen med at finde et godt navn til pladsen, for det synes vi, den fortjener. Mange passerer den dagligt, til fods, i bil og på cykel, og den er jo nærmest blevet et fikspunkt, som fanger øjet helt henne fra banegården. Vi ved, at mange allerede har taget pladsen til sig, og det er skønt at iagttage, hvordan den giver mulighed for små korte ophold, hvor børn (og barnlige sjæle) også lige kan blive motiveret til et trampolinhop eller to”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, som er formand for dommerkomiteen, der skal vurdere navneforslagene.

    Pladsen er indrettet på en tidligere meget dominerende indkørsel til p-pladsen, og den har været en vigtig brik i bestræbelserne for at skabe en bedre sammenhæng mellem banegård og bymidte.

    “Byfornyelsen i Bramming bymidte har kredset meget om at fremme liv og kvalitet i byens rum samt større kendskab til og stolthed omkring byens historie og udvikling som en klassisk stationsby. Det kunne være et flot punktum for hele indsatsen, hvis borgerne kan finde et godt navn til opholdspladsen, som afspejler dette”, siger formand for Plan & Byudviklingsudvalget, Henning Ravn.

    Vinderen af navngivningskonkurrencen modtager, udover æren af at have sat sit eget præg på Bramming Bymidte, et Bramming Handel gavekort på 500 kr. Skulle flere navnebud være enslydende, bliver vinderen af gavekortet fundet ved lodtrækning

    Deltag i konkurrencen

    Gode forslag til et navn til opholdspladsen mellem Storegade 1 og parkeringspladsen i Jernbanegade skal sendes ind senest 16. april 2023. Det gør du ved at bruge formularen, som du kan komme videre til her: www.esbjerg.dk/planer-projekter-og-trafik/byudviklingsprojekter/bramming-omraadefornyelse/navnekonkurrence

    Dommerkomitéen, der er sammensat af repræsentanter fra lokalsamfundet, byrådet og Teknik & Miljø, gennemgår alle indkomne navneforslag og udpeger en vinder. Navnet afsløres i forbindelse med fejringsarrangementet lørdag den 13. maj, hvor vinderen også får overrakt præmien.

    Dommerkomitéen består af:

    Jesper Frost Rasmussen, borgmester

    Henning Ravn, formand for Plan og Byudviklingsudvalget

    1 repræsentant for Bramming Byforum

    1 repræsentant for Bramming Lokalråd

    1 repræsentant for Bramming Handel, Håndværk og Industri

    To lokale skoleelever udpeget af elevrådene på Bakkevejens Skole Fortuna og Nordre Skole Fortuna.

    2 repræsentanter for By & Arealudvikling, Esbjerg Kommune

    Kontakt:

    Henning Ravn, formand for Plan og Byudviklingsudvalget, tlf. 40 10 12 46.
    Kristine Dagnæs-Hansen, byplanlægger, tlf. 76 16 32 94.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvad-skal-opholdspladsen-ud-for-storegade-1-hedde?releaseId=13675420

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **