PRM / DI om ny strukturkommission: Nødvendigt med fokus på digitalt og nært sundhedsvæsen

    Pressemeddelelse fra DI – Dansk Industri

    Regeringen har netop præsenteret kommissoriet for den nye strukturkommission, der skal opstille modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.

    Dansk Industri (DI) roser kommissoriet og peger på, at det især er vigtigt at sikre et nært sundhedsvæsen af høj kvalitet, hvor patienten kan behandles så tæt på eget hjem som muligt.

    – Den nye strukturkommission har en vigtig mission foran sig. Den skal sikre et digitalt, sammenhængende og nært sundhedsvæsen med patienten i centrum. I dag har kommissionen fået et stærkt og solidt kommissorium i ryggen, siger Peder Søgaard-Pedersen, underdirektør og chef for DI Life Science.

    – Vi ser frem til at følge arbejdet, men også til at bidrage med forslag og ideer. Det er nødvendigt, at vi tænker nyt og finder løsninger på de mange strukturelle udfordringer, så vi kan forebygge og behandle mere effektivt i fremtiden.

    Kommissionen skal bl.a. se på, hvordan teknologiske løsninger kan bruges mere og bedre i fremtiden. Det vil ifølge DI være til gavn for patienterne, deres pårørende og ikke mindst de hårdt pressede sundhedspersoner på hospitalerne.

    – Der er brug for at få sat turbo på de mange digitale løsninger, der allerede findes i dag. Derfor er det helt rigtigt, at kommissionen skal se på, hvordan vi får ensartede incitamenter for sygehuse, praksissektoren og kommunerne til både at indkøbe og anvende de innovative teknologiske løsninger, så de kan komme ud til patienterne, uddyber Peder Søgaard-Pedersen.

    Fælles sundhedsdatainfrastruktur kan sikre sammenhæng
    Overordnet set er det et ambitiøst kommissorium, og chefen for DI Life Science hæfter sig ved, at sundhedsdata og infrastruktur også er kommet med.

    – Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen forudsætter én fælles sundhedsdatainfrastruktur, der sikrer bedre adgang til og brug af sundhedsdata. Jo bedre data sundhedspersonalet har, desto hurtigere og mere præcist kan de udrede og behandle patienterne, siger Peder Søgaard-Pedersen.

    – Men i dag taler de forskellige systemer ikke sammen, når f.eks. en ældre patient har været indlagt med hoftebrud og den praktiserende læge og fysioterapeuten skal stå for det videre behandlings- og genoptræningsforløb. Derfor er der behov for at finde en model for det.

    Den nye strukturkommission skal afrapportere senest i foråret 2024.

    Følg os på:




    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/di-om-ny-strukturkommission-nodvendigt-med-fokus-pa-digitalt-og-naert-sundhedsvaesen?releaseId=13675417

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **