Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater
Det bliver en premiere som ingen anden, når Den Kongelige Ballet lancerer danseshowet Gotta Dance!.
Operaen på Holmen forvandles for en stund til en Las Vegas natklub med Tivolis Bigband på scenen og live jazz musik. Miriam Irene Mandipira, Mads Mathias, Casper Phillipson, og Maria Lucia Heiberg Rosenberg synger They can’t take that away from me og La vie en rose, mens ballettens dansere kaster sig ud i farverig showdans og romantisk pas-de-deux.
“Vi har allesammen brug for en pause i hverdagen,” siger koreograf og solodanser ved Den Kongelige Ballet, Gregory Dean. “‘Gotta Dance!’ er den dansefest, du altid har drømt om at være midtpunkt i.”
Scenen bliver sat i New York og Paris med musicallignende trin i tåspidssko, før balletten til sidst tager dig med på natklub, hvor kønsrollerne bliver udvisket og kærligheden sat fri.
Kostumerne og scenografien er overdådige. Kjolesæt og lange aftenkjoler stråler om kap. Hvert dansetrin er skræddersyet til den enkelte danser, sådan som det kun kan lade sig gøre, når koreografen selv er vokset op i kompagniet. I de kommende uger samler hele produktionen sig ved sceneprøver i Operaen, før den store premiere.
Gotta Dance! er koreograferet af kongelig solodanser Gregory Dean, der også står bag balletsucceserne Askepot, Blixen og De glemte børn.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **