PRM / Klar anbefaling til 60.000 privatansatte HK’ere: Stem ja til overenskomsterne

    Pressemeddelelse fra HK Privat

    Inden for de kommende dage får godt 60.000 stemmeberettigede HK Privat-medlemmer en mail om, at de nu kan stemme om deres nye overenskomster.

    Hele 20 landsoverenskomster er siden februar blevet forhandlet på plads af HK Privat, og de er landet et godt sted, mener sektorformand, Simon Tøgern.

    – Vi har fået nogle gode og fornuftige aftaler på plads for vores medlemmer. Der er penge og procenter på lønsedlen og en styrkelse af tillidsrepræsentanternes rolle, som er helt central. Derudover har vi opnået mere betalt barsel og fået skærpet reglerne for natarbejde betydeligt. Det er bare nogle af de ting, vi kan være rigtig tilfredse med, og derfor er min og sektorbestyrelsens klare anbefaling til medlemmerne at stemme ja, siger han.

    HK Privats sektorbestyrelse har med alle stemmer mod én på et møde fredag besluttet at anbefale medlemmerne at stemme ja ved urafstemningen. Især økonomiske forbedringer i form af pensionsomfordeling på 2 procent og 2 procent mere på fritvalg, samt en styrkelse af tillidsrepræsentanternes rolle og et løft af mindstelønnen har gjort udslaget.

    Ved urafstemningen i 2020 blev der sat dobbeltrekord blandt HK Privats medlemmer med en stemmedeltagelse på 64,8 procent og en ja-procent på 94,8. Simon Tøgern håber på en høj stemmedeltagelse igen i år.

    – Nu tager vi hul på en stor indsats med at mobilisere vores medlemmer til urafstemningen. Det er vigtigt, at så mange som muligt bruger deres demokratiske ret til at stemme om deres løn- og arbejdsvilkår. Det er dem, vi er sat i verden for at forbedre, og derfor er vigtigt at vide, hvor stor opbakningen er til forhandlingsresultaterne, siger han.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Kathrine Kellermann tlf.: 28568970 email: kathrine.kellermann@hk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klar-anbefaling-til-60000-privatansatte-hkere-stem-ja-til-overenskomsterne?releaseId=13675145

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **