PRM / Københavns bydele vokser især ved vandet

    Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

    Ny befolkningsprognose konstaterer, at der nu bor ca. 650.000 indbyggere i København. Men på sigt vokser København endnu mere – på tværs af flere af hovedstadens nye bydele. I 2050 vil København således være 100.000 indbyggere rigere, og de nye københavnere vil især bosætte sig ved vandet.

    Blandt Københavns tolv bydele er det især bydelene med store udviklingsområder, der forventes at vokse. Det er især Nordhavn, Amager Strandpark/Nordøstamager og Østhavnen, hvor det forventede byggeri af mange nye boliger forventes at medføre stor befolkningstilvækst.

    “Det gør mig stolt, at København har vokseværk og at så mange forventes at vælge vores fantastiske by til i de næste årtier. Men det forpligter også.
    Vi har en bunden opgave i at sikre, at vi udvikler vores by, så København forbliver verdens bedste by at bo og leve i. Med god velfærd, boliger der er til at betale, grønne områder og kultur- og idrætstilbud, samtidig med, at vi skal bevare byens sjæl og alt det gode, der i dag udgør et mangfoldigt københavnerliv,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

    Befolkningsprognosen viser, at der også ventes mange nye beboere i områder som Ørestad, Sydhavn, Carlsberg Byen og Jernbanebyen, hvor det gamle jernbaneterræn bliver omdannet til en helt ny bydel.

    I bydele som Indre By, Vanløse og Bispebjerg forventes befolkningstallet i 2050 omtrent at være som i dag. Kun Nørrebro skiller sig ud og ventes at opleve en mindre nedgang i befolkningen på cirka 3.000 personer færre end i dag.

    København ventes i 2050 at være vokset til cirka 750.000 indbyggere. Det svarer til en reduktion på 10.000 borgere sammenlignet med sidste års prognose og skyldes et lavere fødselstal. Der er ikke tale om et fald, men blot lavere vækstrater.

    Link til prognosen

    Københavns Kommunes Statistikbank

    Københavns Kommunes Statistikbank

    For mere information

    Kontakt til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressekonsulent Sofie Rønde Mathiesen 21 37 48 45.


    Fakta

    • Københavns Kommune udgav primo marts måned en ny befolkningsprognose for København. Distriktsprognosen er en nedbrydning af befolkningsprognosen for hele byen på mindre geografiske områder i byen, herunder bydele og lokaludvalgsdistrikter.
    • Prognosen anvendes primært til afdækning af behovet for kommunale servicetilbud i fremtiden, herunder især skoler og daginstitutioner, i forskellige områder af byen.
    • Distriktsprognosen er dels baseret på den nye befolkningsprognose og historiske demografiske tendenser, dels på den forventede boligudbygning.
    • Ifølge den seneste overordnede befolkningsprognose vil København i 2050 være steget fra 650.000 københavnere i dag til 750.000.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kobenhavns-bydele-vokser-isaer-ved-vandet?releaseId=13675067

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **