Pressemeddelelse fra Bellagroup A/S
Man kender grebet fra de store musikfestivaler: Store navne og uomgængelige optrædener gemmes til allersidste programpunkt for at strække begejstringen blandt de fremmødte gæster. Det var også tilfældet til den seneste udgave af Bogforum, hvor skuespiller Jeanett Albeck søndag kl. 17 indtog Bella Center med sin musikalske tour de force gennem Susanne Brøggers liv og litterære univers.
Fremførelsen blev til i et samarbejde med Teater Republique, hvor netop Brøgger spillede for fulde huse i tre sæsoner i træk i årene 2019 til 2021. Efter dørene til Bogforum 2022 lukkede, har teatret og bogfestivalen fortsat den frugtbare dialog om, hvordan litteraturen kan dyrkes på nye måder. Ikke kun den første weekend af november, men året igennem.
Internationale forfatternavne på scenen året rundt
Resultatet er et nyt indholds- og eventpartnerskab under navnet BogForum x Teater Republique, som henover 2023 og 2024 vil præsentere samtaler med og om en række internationale forfatternavne fra allerøverste hylde på teatrets scene, Revolver.
Den 10. maj, under overskriften ‘eksil og erindring’, kan man både opleve en af kontinentets største nulevende forfattere; den rumænskfødte, tyske nobelpristager Herta Müller i samtale med oversætter og kritiker Jørgen Herman Monrad, samt forfatterne Dy Plambeck og Caroline Albertine Minor i samtale med kritiker Bodil Skovgaard Nielsen om ungarske Ágota Kristófs forfatterskab.
Den 5. juni bydes der velkommen til sydafrikansk-britiske Deborah Levy, der med sin anmelderroste, prisvindende erindringstrilogi har slået sit navn fast som én af de mest markante forfattere i den europæiske samtidslitteratur.
Åbner et nyt rum for litterære fællesskaber
Om det nye parløb i krydsfeltet mellem litteratur og scenekultur, siger Bogforums udstillingsleder, Andreas Nordkild Poulsen:
“Bogforum er sat i verden for at formidle litteraturen i alle dens former for et bredt publikum. Det gør vi hvert år i november i Bella Center, men gennem samarbejdet med Teater Republique og Revolver åbnes et nyt rum for fællesskab. Læsning er en privat handling, men fordrer også stærk samhørighed. Gennem læsning ser vi hinanden og os selv, og teatrets rammer er en ideel katalysator for samtale og fællesskabsfordybelse.”
Teaterchef, Rikke Hedeager, stemmer i:
“På Teater Republique & Revolver går vi til den kontemporære verdenslitteratur med en skiftevis legesyg og gravalvorlig mine. Spritnye tekster med poesi, relevans og samfundsengagement er simpelthen én af de ting, der får os til at stå op og morgenen og tro på, at vi kan ændre verden én bog og ét forfattermøde ad gangen.”
Praktisk information om arrangementer og billetsalg:
Bogforum x Teater Republique vil præsentere nye forfatterarrangementer henover 2023 og 2024. Foreløbig er følgende to events i salg til 155 kr. pr. person eks. gebyr via
Herta Müller x Ágota Kristóf – eksil og erindring
Onsdag d. 10. maj kl. 17 på Revolver, Østerfælled Torv 34
Arrangementsserien indledes med en aften dedikeret til eksil, erindring og Europas aktuelle situation. Herta Müller (1953-) og Ágota Kristóf (1935-2011) er to af nyere europæisk litteraturs helt centrale skikkelser. Müller og Kristóf har også på hver sin måde har haft betydning for dansk samtidslitteratur – og forståelsen af det nuværende Europa. Alt dét undersøges denne aften gennem to scenesamtaler i selskab med hhv. Herta Müller og Jørgen Herman Monrad, samt Dy Plambeck og Caroline Albertine Minor i samtale med Bodil Skovgaard Nielsen om Ágota Kristófs forfatterskab.
Deborah Levy – frihed og levende selvbiografi
Mandag d. 5. juni kl. 17 på Revolver, Østerfælled Torv 34
Sidste år udkom sydafrikansk-britiske Deborah Levys Ting jeg ikke vil vide og Livets omkostninger til begejstrede danske anmeldelser. Nu udkommer sidste bind, Fast ejendom, og i den anledning gæster Deborah Levy København og Bogforum x Teater Republique.
Kontakt:
Kommunikationsdirektør Kaspar Mørk Arianto email: kaar@bellagroup.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **