PRM / Gaslager i Lille Torup gør plads til brint

    Pressemeddelelse fra Energinet

    Lille Torup nord for Viborg kan blive et knudepunkt i fremtidens grønne el- og brintsystem.

    Energinets datterselskab, Gas Storage Denmark, som ejer og driver Lille Torup Gaslager, arbejder med planer om at omdanne underjordiske gaskaverner, så de kan indeholde brint og trykluft. Det indebærer blandt andet, at overfladeanlægget skal udbygges med kompressorer til brinten.

    Mens naturgas langsomt skal udfases, kan brint komme til at spille en vigtig rolle i fremtidens grønne energisystem. Grøn strøm kan ved hjælp af elektrolyse omdannes til brint, som kan bruges direkte eller omdannes tilbage til strøm. Det sikrer, at vi også har grøn strøm, når solen ikke skinner, eller vinden ikke blæser.

    Brinten skal lagres et sted undervejs, fordi brinten netop bliver produceret i takt med, at vinden blæser, og solen skinner og ikke nødvendigvis, når den skal bruges. Det er her, Lille Torup Gaslager kommer ind i billedet.

    I dag er der hverken brintlagre eller rørledninger til transport af brint i Danmark. Mange analyser peger dog på, at brint kommer til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling.

    “Med de ambitiøse udbygningsplaner for vind og sol, som vi har i Danmark, kommer vi til at blive en supermagt inden for produktion af grøn energi. I perioder vil vi få mere vedvarende energi, end vi umiddelbart kan bruge. Brintproduktion er en del af løsningen for at nå i mål med den grønne omstilling, og i Gas Storage Denmark er vi glade for, at vi kan stille vores kaverner til rådighed til brintlager,” siger direktør Adam Elbæk, Gas Storage Denmark.

    Mikael Buus Sommer, der er daglig leder af gaslageret i Lille Torup, siger:
    “Det er en spændende mulighed for os på gaslageret, at vi får mulighed for at omstille vores virksomhed fra gaslager til lager for brint. Dermed bliver vores lager en vigtig del af fremtidens energisystem. Vi har lang erfaring med at drive et gaslager, herunder hvordan vi opfylder de høje sikkerhedskrav, og de kompetencer kan vi overføre til drift af brintlager.”

    Green Hydrogen Hub
    En af mulighederne for samarbejde om brint er Green Hydrogen Hub – et samarbejde mellem Gas Storage Denmark (GSD), Eurowind Energy og hollandsk baserede Corre Energy.

    Eurowind vil opføre elektrolyseanlæg i området ved Hobro og syd for Mariager fjord. Tæt ved Gas Storage Denmarks kavernelager i Lille Torup planlægger Corre Energy at opføre et 320 MW CAES-anlæg (CAES er Compressed Air Energy Storage). Det er i den forbindelse, at Gas Storage Denmark vil konvertere naturgaskaverner, så de ikke alene kan indeholde brint, men også trykluft. Trykluft er en del af CAES-anlægget og skal bruges i produktion af strøm, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

    Forberedelserne til samarbejdet i Green Hydrogen Hub er nu så langt, at planerne netop er blevet præsenteret ved et møde i lokalområdet for naboer og andre interesserede.

    Om- og tilbygning fra næste år
    Ombygning og tilbygning på gaslageret i Lille Torup ventes at gå i gang næste år. Green Hydrogen Hub arbejder nu med ansøgninger om de nødvendige tilladelser til anlæggene, projektering m.m.

    Se også: www.greenhydrogenhub.dk

    Kontakt:

    Adam Elbæk, direktør i Gas Storage Denmark, ael@gasstorage.dk, mobil: 30674734.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gaslager-i-lille-torup-gor-plads-til-brint?releaseId=13674917

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **