PRM / Der blev sparet på naturgassen over vinteren

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Der blev skruet ned for varmen over de tre vintermåneder december, januar og februar. I hvert fald den varme og energi, der kommer fra naturgas. Forbruget af naturgas har nemlig været 6 petajoule svarende til 24 pct. mindre end forrige vinter. Og det på trods af, at middeltemperaturen over vinteren har været 0,4°C lavere end vinteren 2021/2022, ifølge DMI. Naturgas anvendes til opvarmning med naturgasfyr, til produktion af fjernvarme samt til industrielle processer.

    “Naturgasforbruget er meget afhængig af temperaturerne og er derfor typisk højere om vinteren. Faldet i forbruget af naturgas er så stort, at der må være sparet på varmen og brugt andre energikilder til opvarmning,” siger Thomas Eisler, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

    I vintermånederne har prisen på bio- og naturgas været betydeligt højere end forrige vinter. I december 2022 kostede det 39,7 pct. mere at skrue op for naturgassen end i december 2021, i januar i år 28,5 pct. og i februar 5,8 pct. mere end samme måneder sidste år, ifølge Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks.

    Derudover kan en mindre del af faldet i forbruget af naturgas forklares med, at der blev tilført 1 petajoule mere bionaturgas til naturgasnettet.

    Forbruget af bio- og naturgas over vinteren, december-februar 2022/2023

    null

    Anm: Vinteren er opgjort som månederne december, januar og februar.
    Kilde: Data fra Energidataservice trukket af Danmarks Statistik. Tilsvarende opgørelser for forbrug af fossil naturgas opgjort for uger kan findes på www.statistikbanken.dk/gasbrug 

    Forbruget lavest i årets sidste uge

    Det højeste forbrug af naturgas var i uge 50 i midten af december 2022, hvor der blev brugt 2.355 terajoule eksklusive bionaturgas. 1.000 terajoule er det samme som 1 petajoule. Dette var også den eneste uge i perioden, hvor forbruget var højere end forrige vinter. Det laveste forbrug var mellem jul og nytår i uge 52, hvor forbruget var 734 terajoule, hvilket er under en tredjedel af forbruget i uge 50.

    Forbrug af naturgas ekskl. bionaturgas, ugerne 48-52, 2022, og 1-8, 2023

    null

    Anm.: Alle måneder begyndte i en igangværende uge, hvorfor ugerne ikke præcist redegør for forbruget under en given måned. Fx medtager uge 48 også slutningen af november, mens februar fortsatte ind i starten af uge 9. 
    Kilde: www.statistikbanken.dk/gasbrug

    Kontakt:

    Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Thomas Eisler på tme@dst.dk eller tlf. 3917 3068.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13674557&publisherId=3274962&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **