Pressemeddelelse fra Campen Auktioner A/S
Mønsted Kalkgrubers minetog har i en lang årrække været en uvurderlig del af oplevelsen for de mange besøgende i verdens største kalkgruber vest for Viborg.
Siden 9. februar 2023 har det fine, elektriske tog med de 2 lokomotiver, 4 vogne og 30 meter skinner været på auktion via
, hvor interesserede har kunnet byde på toget og følge udviklingen.Nu er auktionen slut, og Claus og Svend skal på nye eventyr i det sjællandske.
Tina de Linde, direktør hos den populære attraktion i Mønsted, oplyser: “Vi er så glade for, at vores minetog nu får nyt liv. Sommerland Sjælland er et rigtigt godt sted, hvor vi sagtens kan se minetoget begejstre familieparkens besøgende.”
Sommerland Sjælland er et fortrinligt match i forhold til minetoget. Den velbesøgte familiepark i Odsherred er, som en af de ganske få i Danmark, fortsat familieejet. Der er her fokus på de nære værdier og realisering af drømme – en hyggelig og rar atmosfære møder de forventningsfulde gæster, som givetvis vil tage godt imod det lille tog og give det velfortjent opmærksomhed.
Parken i nordvestsjælland, som blev grundlagt i 1985, var oprindeligt lokation for familien Dyvekærs gård og tilhørende landbrug – og senere for en grusgrav i området. I de år, hvor grusgraven var aktiv, dannede arbejdet de søer og vandhuller, som findes i familieparken den dag i dag.
Grundlæggerne Filip og Inger Dyvekær kigger jævnligt forbi parken, hvor deres søn Kåre og svigerdatter Mette dagligt er i arbejdstøjet som parkens nuværende besiddere.
Kåre Dyvekær, ejer af Sommerland Sjælland, er særdeles tilfreds med sin fascinerende nyerhvervelse, som han forventer kommer på skinner senest i 2024.
Connie Hansen, driftsleder hos Campen Auktioner, fortæller: “Her hos Campen Auktioner har alle ansatte med spænding fulgt auktionen med det historiske minetog. Toget er en af de mest unikke effekter, som vi har været i berøring med. Det har så megen sjæl og historie, at vi alle er kommet til at holde af det.”
Toget vil med sikkerhed blive optaget i familien Dyvekær og give Sommerland Sjællands besøgende lige så mange gode oplevelser, som det var tilfældet i Mønsted Kalkgruber.
Kontakt:
Bettina Reimers email: bre@campenauktioner.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **