Pressemeddelelse fra Green Power Denmark
Med 108 MW nyetablerede solceller tager Aabenraa prisen som den mest handlekraftige kommune i 2022, når det gælder om at opstille vedvarende energi. Det viser Green Power Denmarks klimabarometer.
-Tak for indsatsen til borgere, virksomheder og Aabenraa Kommune. De går foran i den grønne omstilling og viser med konkret handling, hvad der skal gøres, siger Jacob Klivager Vestergaard, afdelingschef i Green Power Denmark.
I 2022 var der en rekordstor udbygning med solceller i Danmark. Samlet blev der opført 386 MW solceller målt i landvindsækvivalenter (se note i bunden af pressemeddelelsen), hvoraf langt størstedelen er opført som markanlæg.
Aabenraa, Herning og Vejle lægger jord til flest solceller. Sammenlagt huser de tre kommuner over 25 procent af alle solceller i Danmark.
– Det er fortsat en beskeden del af landarealet, som vi bruger på solceller, men de er desværre ulige fordel hen over landet. Hvis vi skal nå det politiske mål om at tidoble kapaciteten af solceller frem mod 2030, vil det kræve, at flere kommuner kommer ind i kampen, siger Jacob Klivager Vestergaard.
Når det gælder vindmøller på land, blev der i 2022 opført beskedne 165 MW. Kun i syv kommuner blev der stillet nye vindmøller op – med Skive på en klar førsteplads.
– Det går alt for langsomt med at finde plads til vindmøller på land. Det var meget beskedent, hvad der blev opført sidste år, og i år kommer det også til at gå alt for langsomt. Det er voldsomt ærgerligt, da vindmøller på land er billig teknologi, som hurtigt kan øge vores produktion af vedvarende energi, siger Jacob Klivager Vestergaard.
I forbindelse med den politiske aftale om “Danmark kan mere ll” blev det besluttet at fordoble produktionen af strøm fra landvindmøller inden 2030. Det mål kan vi opnå, hvis alle kommuner i landet opstiller én vindmølle om året, påpeger Jacob Klivager Vestergaard.
– Flere kommuner skal tage lige så stort ansvar for den grønne omstilling som de bedste, og processen i forhold til at opstille vindmøller og solceller skal være mere effektiv. I øjeblikket går det simpelthen for langsomt i forhold til at indfri vores klimamål og vriste os fri af afhængigheden af naturgas, siger han.
Samlet er der vindmøller og solceller på land med en kapacitet på 5780 MW. Ringkøbing-Skjern, Lolland og Randers kommuner ligger i spidsen og leverer tilsammen 20 procent af al vedvarende energi. Ti kommuner leverer sammenlagt 45 procent af al den vedvarende energi, som bliver produceret på land.
Kapaciteten for solceller er opgjort i landvindsækvivalenter for at tage højde for den forskel, der er i output fra 1 MW landvindmøller og 1 MW solceller. Solceller producerer 1100 fuldlasttimer om året, og vindmøller producerer 3400 fuldlasttimer. 1 MW solcelle svarer altså til 0,32 MW landvindsækvivalent.
Kontakt:
Senior presserådgiver Claus Kaae-Nielsen tlf.: 35 30 04 02 email: ckn@greenpowerdenmark.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **