PRM / Nu bliver forsøgsordning permanent: Træer og buske skal vandes med kildevand

    Pressemeddelelse fra Fors A/S

    Blomster og træer i Roskilde Kommune kommer nu i bogstaveligste forstand til at stå endnu grønnere. Fremover skal de nemlig vandes med vand fra Maglekilde i stedet for rent drikkevand fra hanen.

    Beslutningen er truffet på baggrund af et forsøg, Roskilde Kommune lavede i 2020, hvor man i løbet af sommeren vandede kommunens grønne områder med vand fra Maglekilde. Fors A/S begynder nu at installere det tankanlæg, der skal gøre forsøget til en permanent ordning.

    – Det er væsentligt bidrag til den grønne omstilling, at vi kan bruge vand fra fx underjordiske kilder til at vande blomster og træer med. Rent grundvand er en knap ressource, som vi skal værne om, så også kommende generationer har fri adgang til drikkevand af høj kvalitet. Derfor giver det mening, at vi i samarbejde med Roskilde Kommune nu benytter denne mulighed for at aflaste vores grundvandsressourcer, så blomster og træer så at sige bliver endnu grønnere, siger projektleder fra Fors A/S, Marie Brammer Nejrup.

    Fors A/S begynder snarest nedgravningen af to store vandtanke, som kan indeholde tilsammen syv kubikmeter kildevand. Når arbejdet er færdigt, og der er foretaget de nødvendige kvalitetstest, kan Roskilde Kommunes materielgård hente kildevand til vanding af bede og træer.

    Foreløbigt er kildevandet forbeholdt kommunens planter, men principielt kan vandet bruges til meget andet end vanding af blomster og træer.

    – Det vil kunne bruges til mange andre formål. Det kan være brandsprøjter, spulevogne eller andet. Der er mange muligheder, og jeg er rigtig glad for, at vi sammen med Roskilde Kommune nu har taget dette skridt og genbruger vand fra kilden lokalt, så vi stopper vandspild og mindsker presset på vores drikkevandsressource, siger Marie Brammer Nejrup.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Casper Suk Thorlacius tlf.: 24829308 email: cst@fors.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-bliver-forsogsordning-permanent-traeer-og-buske-skal-vandes-med-kildevand?releaseId=13673982

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **