PRM / 50 mio. kroner til økologisk forskning: Organic RDD9 åbner for ansøgninger

    Pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen

    Udviklingen af den økologiske driftsform skal ske med henblik på at skabe et erhverv, der er bæredygtigt for både landbruger og samfund, og som samtidig imødekommer forbrugernes og samfundets forventninger.

    Med det udgangspunkt har GUDP (Grønt Udviklings- & Demonstrationsprogram) i samarbejde med ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer) åbnet for ansøgninger til en ny pulje på 50 mio. kr. Om det siger bestyrelsesformand hos ICROFS Jørn Jespersen:

    “Dansk økologi skal bevare sin internationale førerposition, så jeg er meget tilfreds med, at 50 millioner kroner er sikret til forskning, der understøtter Danmarks ambitioner for vækst og udvikling i økologien og dens bidrag til klima, miljø, biodiversitet, sundhed og velfærd. Med beslutningen skaber vores politikere stabilitet til forskningsprogrammet Organic RDD”.

    I Organic RDD9-runden ønskes især innovation, forskning, udvikling og demonstration inden for seks emner:

    Dyrknings- og husdyrproduktionssystemer, tiltag og metoder, der understøtter biodiversiteten i dyrkningsjorden, på de dyrkede flader såvel som i de omgivende og tilknyttede arealer i landbrugslandskabet. Dette inkluderer undersøgelse af samspil mellem biodiversitet og jordfrugtbarhed, f.eks. i regenerative dyrkningssystemer, produktionssystemer med høj diversitet og med kombinationer af plante- og husdyrproduktion, og i systemer med skovlandbrug og flerårige afgrøder med høj kulstoflagring i jorden.

    Kvantificering og værdiansættelse
    af effekten af økologisk jordbrug på natur, biodiversitet og økologiske funktioner. Herunder indgår dokumentation for bestøvningssucces og skadedyrsregulering, bedre jordfrugtbarhed, -sundhed og -struktur samt dokumentation for større robusthed i produktionen.

    Husdyrenes rolle og integration i et bæredygtigt fødevaresystem, der leverer sunde fødevarer med ernæringsmæssig kvalitet uden at gå på kompromis med produktionens klima- og miljøbelastning eller med dyrenes sundhed og velfærd.

    Økologiske dyrknings- og produktionssystemer, som fremmer sunde og robuste planter og plantebaserede fødevarer, samt fødevarernes ernærings- og sundhedsmæssige kvalitet.

    Vedligehold og opbygning af jordens frugtbarhed, sundhed og robusthed og kulstoflagring, herunder husdyrenes rolle og samspillet mellem mikroorganismer samt mellem mikroorganismer og planter.

    Minimering af klima- og miljøbelastningen fra plante- og husdyrproduktionen, og tilpasning i forhold til klimaforandringerne. Robuste produktionssystemer og -teknologier, som øger ressourceudnyttelsen og kulstoflagring, minimerer udledningen af klimagasser samt reducerer tabet af næringsstoffer.


    Fokusområder i Organic RDD9

    Ansøgningsrunden sker i et samarbejde mellem ICROFS og GUDP. GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) er en erhvervsstøtteordning under Landbrugsstyrelsen mens ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer) har til huse i Aarhus Universitets faciliteter.

    Programmet Organic RDD står for “Økologisk Forsknings-, Udviklings- og Demonstrationsprogram”, og er et dansk forskningsprogram målrettet økologiske fødevaresystemer, som koordineres af ICROFS i samarbejde med GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram), der finansierer programmet.

    Udover Organic RDD9-programmets seks emner, vil bestyrelsen for ICROFS især prioritere projekter, der tager udgangspunkt i eller integrerer fokusområderne Biodiversitet, Klima & Miljø samt Sundhed & Velfærd med de udfordringer, som den økologiske landbruger og de økologiske virksomheder står over for i forhold til “Cirkulær økonomi”, “Fremtidens økologiske forbruger” samt “Økologien som levevej”

    Projekterne kan adressere udvalgte emner inden for et eller flere fokusområder, men bør bygge på en fødevaresystemtilgang, være helhedsorienterede og inddrage værdikæden og brugerne af den viden, der produceres, samt slutbrugeren (forbrugeren) i det omfang, det er relevant.

    Læs mere om ansøgningsrunden på ICROFS hjemmeside.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/50-mio-kroner-til-okologisk-forskning-organic-rdd9-abner-for-ansogninger?releaseId=13673924

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **