Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Science Museerne
I Kongelunden ved Aarhus står et smukt observatorium, hvor man i over 100 år har kigget på stjernehimlen og beskæftiget sig med astronomi. Men tiden er ikke gået sporløst henover bygningen, og i 2021-22 gav en række fonde og foreninger tilsammen 17 millioner til at restaurere Ole Rømer-Observatoriet og udvikle en Sciencepark. Nu er observatoriet kommet på Time’s liste over seværdigheder i 2023 sammen med en række andre aktører i Aarhus.
“Vi er meget stolte over den ærefulde udnævnelse,” siger Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne, Aarhus Universitet. “Med Ole Rømer-Observatoriet og den kommende Sciencepark kan vi være med til at understøtte det internationale fokus på Aarhus og skabe en platform for formidling af naturvidenskab og byens kulturhistorie, som er helt unik og af høj kvalitet.”
Også direktør for VisitAarhus Pia Lange Christensen er begejstret for kåringen.
“Det er rigtig stort, at Aarhusregionen i år er at finde i et vigtigt magasin som Time. Det er noget, vi arbejder målrettet med i samarbejde med VisitDenmark ved at lave konkrete pressepitch ud fra tendenser, nyheder og temaer, som vi ved har internationalt fokus. En omtale som denne er med til at understrege den store internationale interesse, der er for Aarhusregionen og dens mange oplevelser,” siger hun.
Ole Rømer-Observatoriet er lige nu ved at få lagt den sidste hånd på restaureringen, hvor det føres tilbage til sit oprindelige udtryk. I september 2023 åbner observatoriet for stjerneforevisninger og formidling, men allerede fra juni 2023 tilbydes rundvisninger for interesserede.
“Vi glæder os meget til henover sommeren at tilbyde rundvisninger på stedet, og i september igen at åbne op for fascinerende stjerneforevisninger i nye rammer for alle besøgende, byde velkommen til skoleklasser og i det hele taget invitere til spændende oplevelser med naturvidenskab. At komme på Time’s liste over verdens seværdigheder i 2023 understreger, at observatoriet også har format til at markere sig internationalt, ” siger Bent Lorenzen.
Se hele listen og læs afsnittet om Aarhus her:
Restaurering af Ole Rømer-Observatoriet og udviklingen af Scienceparken i Aarhus støttes af:
Den filantropiske forening Realdania: 4,5 millioner kr.
https://realdania.dk
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 4 millioner kr.
https://louis-hansenfonden.dk/
Salling Fondene: 2 millioner kr.
https://sallingfondene.dk
Nordea-fonden: 2 millioner kr.
https://nordeafonden.dk
Kongelunden, Aarhus Kommune: 1 million kr.
https://kongelunden.aarhus.dk
Aarhus Universitet: 3,5 millioner kr.
https://au.dk
Læs mere på
Kontakt:
Trine Bjerre Mikkelsen
Kommunikationskonsulent, Science Museerne, Aarhus Universitet
tbm@sm.au.dk mobil: 93508248
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **