PRM / Danske Mediers Designpriser relanceres med innovative medieproduktioner og skarpe indspark fra branchen

    Pressemeddelelse fra Danske Medier

    Den 8. juni i år byder Danske Medier og Nye Medier velkommen til både en prisuddeling, hvor vi hylder kreative produktioner fra den danske mediebranche og en halvdagskonference, hvor skarpe talere vil inspirere med oplæg om netop design og innovation som en del af nyhedsjournalistikkens udvikling.

    Det giver god mening at folde begivenheden ud til nu at byde på endnu flere innovative elementer med ny viden og idéer fra branchen. Netop fordi, at udviklingen i nyhedsmediernes formidling på ændrer sig hurtigt på mange parametre. Det fortæller Mads Brandstrup, adm. direktør i Danske Medier:

    “På kort tid har meget ændret sig markant i mediernes formidling og forretningsudvikling. Både hvad angår podcastmediets stigende popularitet og de mange platforme, som nyhedsmedier i dag udkommer og når deres brugere på. Samtidig indeholder nyhedsformaterne flere audiovisuelle elementer, der både bringer kvalitetsindhold og engagerer brugeren i en digital verden. Som det nyeste værktøj i kassen skal vi som mediebranche lære at bruge de muligheder, som kunstig intelligens stiller til rådighed for journalistikken. Både hvad angår lyd, billeder, video og tekstbehandling,” siger den adm. direktør.

    “Jeg er derfor meget stolt over, at vi nu relancerer prisuddelingen med fokus på innovation, og som vi i år afholder med Nye Medier, hvor kreative indspark fra branchen vil inspirere og oplyse,” lyder det fra Mads Brandstrup.

    Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, forperson i Nye Medier, ser frem til at være med til at udvikle arrangementet i år, som hun mener tjener et unikt formål:

    “Vi er rigtig glade for at være samarbejdspartner på Danske Mediers Design- og Innovationspriser. Det er en enestående mulighed for at anerkende og fejre de medier og nye tiltag, der pibler frem i den danske medieunderskov, og som beriger vores fælles samtale,” siger Nye Mediers forperson.

    Mediernes evne til at engagere brugerne bliver stadig vigtigere, for der er stigende konkurrence om deres tid, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard:

    “Det er vigtigere end nogensinde før, at medierne fokuserer på at skabe visuelle og engagerende aftryk, der både tiltrækker og fastholder seernes opmærksomhed samtidig med, at de oplyser. Med den stigende konkurrence om opmærksomhed fra læsere og brugere er det helt afgørende, at medierne skiller sig ud og tilbyder en unik oplevelse.”

    I år kan du indstille indenfor kategorierne:

    Dataformidling

    Belønner arbejdet med at formidle kompliceret data på en lettilgængelig måde. Det kan eks. være udmærkelse inden for udformning af infografikker, autogenererede artikler og anvendelse af AI.

    Kommerciel Kreativitet

    Tildeles et medie, der er lykkedes med at få publicistisk og kommercielt indhold til at sameksistere på en velfungerende måde. Formålet med prisen er at inspirere til at skabe en god brugeroplevelse i sammenspillet mellem journalistisk indhold og forretning.

    Formidlende Formater

    Tildeles et medie, der på særlig velfungerende vis har evnet at udnytte et formats eller en platforms særlige egenskaber. Det kan være podcast, video, foto eller grafisk design, der på særlig god måde understøtter det publicistiske formål.

    Årets Innovative Design

    Tildeles et nyt medie eller et medie, der har udviklet et nyt tillæg og investeret i den innovative satsning. Der lægges vægt på eksperimentelle greb, der sætter et aftryk på det danske medielandskab.

    Du kan indstille dit bidrag her.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-mediers-designpriser-relanceres-med-innovative-medieproduktioner-og-skarpe-indspark-fra-branchen?releaseId=13673890

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **