Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S
Topdanmark har indgået en aftale om at købe Oona Health A/S og alle datterselskaber, inklusive Dansk Sundhedssikring der er det største og mest kendte selskab.
Dansk Sundhedssikring har siden 2012 opbygget en ledende markedsandel på 16 procent på området for sundhedsforsikringer og har i dag omkring 530.000 privatkunder og 15.000 erhvervskunder.
Købet vil betyde, at Topdanmark opnår en førende position på markedet for sundhedsløsninger til danske virksomheder og danskere. Det er en position, der flugter med Topdanmarks strategi om at være et fokuseret skadesforsikringsselskab, der skaber lønsom vækst i kerneforretningen.
“Topdanmark og Dansk Sundhedssikring er et helt oplagt strategisk match. At være en markant spiller på skadesforsikringsmarkedet indebærer også at kunne tilbyde attraktive sundhedsløsninger til vores kunder, uanset om man er privatkunde eller erhvervskunde. Den ambition vil købet uden tvivl være med til at indfri,” siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark.
“Det stærke strategiske match gavner kunder i begge selskaber. De vil få glæde af en stærk fælles innovations- og udviklingskraft, der kan give nye og forbedrede services, og der er alle muligheder for at skabe synergier til gavn for kunder, medarbejdere og aktionærer. Vi kan og skal sammen udbygge en stærk, fælles position på det voksende marked for forsikringsrelaterede sundhedsydelser som supplement til de offentlige tilbud,” siger han.
Oona Health A/S består af selskaberne Dansk Sundhedssikring, PrimaCare og DSS Hälsa, og Topdanmark betaler 2,25 mia. kroner for hele koncernen. Købet er betinget af myndighedsgodkendelser og forventes gennemført i løbet af 2023.
“Vi ser frem til at styrke vores vækstrejse sammen med Topdanmark. Vi fortsætter som et selvstændigt brand, også efter købet falder på plads, med støtte fra Topdanmark som en aktiv ejer og samarbejdspartner,” siger Kent Jensen, adm. direktør i Dansk Sundhedssikring.
“Jeg er slet ikke tvivl om, at vi i fællesskab kan udvikle markedets bedste sundhedsløsninger til gavn for begge selskabers kunder, både når det handler om forebyggelse og behandling. Det skyldes blandt andet, at vi er to virksomheder med et stærkt DNA og en stærk faglighed, og at vi har nye muligheder for at dele viden og ekspertise,” siger han.
//
Fakta om Dansk Sundhedssikring og Oona Health A/S
(tal for 2022)
- Markedsandel inden for private sundhedsforsikringer: 16 procent
- Præmieindtægter: 612,6 mio. kroner
- Antal privatkunder: 530.000
- Antal erhvervskunder: 15.000
- Antal medarbejdere: 211
Fakta om købet
Topdanmark Forsikring A/S har underskrevet en aftale om at købe Oona Health A/S og alle datterselskaber af Daytona Holdings Limited (ejet af den engelske kapitalfond AnaCap Financial Partners) og samt en række minoritetsaktionærer.
Kontakt:
Pressechef Troels Karlskov email: tkj@topdanmark.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/topdanmark-kober-dansk-sundhedssikring?releaseId=13673839
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **