Pressemeddelelse fra Kvisten
Hvis man har været udsat for seksuelle overgreb som barn, så kan man udvikle senfølger langt oppe i voksenlivet. Senfølger, der kan komme til udtryk som PTSD, misbrug og afhængigheder, stress, depression, angstlidelser eller lavt selvværd – og som mange slet ikke kobler til dét, de har været udsat for.
Men der er hjælp at hente – ikke mindst i Kvisten, der har tilbud over hele landet, og som nu kan byde velkommen til to nye frivillige psykoterapeuter i Haderslev. Jan Aakjær og Ellen Ziska har valgt at stille deres tid og kompetencer til rådighed for at hjælpe voksne med senfølger fra seksuelle overgreb til bedre livskvalitet.
– Jeg kommer selv fra en barndom, der langt fra var problemfri, og det fik mig til at opsøge faget som socialpædagog. Men det forstyrrede mig, at vi ofte ikke havde de nødvendige redskaber til at hjælpe, fortæller Jan Aakjær og fortsætter:
– Det ledte mig hen mod psykoterapien, hvor jeg sugede til mig af den viden, jeg kunne få. I dag har jeg efterhånden samlet mig så megen uddannelse og erfaring med terapeutisk behandling, at jeg føler, at jeg kan gøre en forskel for de mennesker, der kommer til Kvisten for hjælp.
Bedring kommer ikke af sig selv
Sammen med Ellen Ziska tilslutter han sig Kvistens i alt 86 frivillige behandlere, der tilbyder psykoterapi individuelt og i grupper til et stort antal voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. Da behandlingen bygger på et hovedsageligt frivilligt initiativ, er den årlige pris for brugerne af symbolsk karakter.
Det kan have afgørende betydning for livskvaliteten, hvis man opsøger hjælp på det rigtige tidspunkt, siger Jan Aakjær:
– De fleste vil forsøge alt hvad de overhovedet kan for selv at håndtere eller løse deres udfordringer. Men på et tidspunkt vil de opleve, at nøden bliver så stor, at de ikke længere kan udholde det. Man behøver ikke presse sig selv helt derud, før man opsøger hjælp, men i stedet spørge sig selv, om man er der i sit liv, hvor man gerne vil være, eller om man er kontrolleret af sine følelser.
I 2022 ydede Kvisten behandling og rådgivning til 552 brugere. Foruden tilbud om individuel terapi og gruppeterapi er Kvistens behandlere tovholdere for en lang række træf i hele landet, hvor man åbent og anonymt kan møde ligesindede. Derudover kan man ringe til Kvistens Telefonrådgivning både som offer eller som pårørende. Telefonrådgivningen på 61 33 44 00 er åben hver tirsdag kl. 17 – 20.
For at ringe ind til visitationen og høre mere om mulighederne for psykoterapi kan man ringe på tlf. 88 44 81 44.
Kvisten holder til i lokalerne hos Selvhjælp Haderslev, Storegade 80, 6100 Haderslev samt Sundhedshuset Vojens, Rådhuscenteret 7, 6500 Vojens.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent i Kvisten Cecilie Davidsen Høj email: cdh@kvistene.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/frivillige-i-haderslev-hjaelper-ofre-for-seksuelle-overgreb?releaseId=13673764
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **