Pressemeddelelse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Den statslige låne- og garantiordning til fordel for Ukraine, som regeringen i dag har præsenteret, har en kapacitet på i alt 1 mia. kr. til finansiering af genopbygningen af kritisk infrastruktur, f.eks. forsyning med vand, varme og el, samt af dansk eksport af blandt andet landbrugsudstyr. Ordningen skal administreres af Danmarks Eksport- og Investeringsfond, (EIFO) og træder i kraft samtidigt med finansloven. Ordningen har til formål at reducere den finansielle risiko for virksomheder, der engagerer sig i Ukraine.
“Der har været tragiske tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine efter krigens begyndelse. Det gælder blandt andet vand- og elforsyningen. Det er vigtigt at få repareret hurtigt, og derfor er vi er meget glade for, at vi i EIFO kan være med til finansieringen af genopbygningen af det krigshærgede land,” siger CEO i EIFO, Peder Lundquist.
Den statslige ordning er opdelt i to separate delordninger hver med en kapacitet på 500 mio. kr.: en delordning målrettet offentlige købere i Ukraine og en delordning målrettet private købere.
Efter krigens udbrud
Da krigen brød ud i februar 2022, suspenderede EIFO, ligesom de fleste andre eksportkreditagenturer, deres risikodækning på Ukraine. I august 2022 åbnede EIFO forsigtigt op ved at tilbyde dækning for remburser fra udvalgte, udenlandskejede banker i Ukraine.
Før Ruslands invasion var Ukraine et betydeligt eksportland danske leverandører. I 2021 eksporterede vi i Danmark varer for 2,9 mia. kr. til landet. Den eksport faldt med 21 procent i 2022 efter krigens udbrud.
Eksporten til Ukraine bestod i vidt omfang af maskiner til industrien, til landbruget, kemiske produkter (herunder medicinalvarer), næringsmidler (især fisk og kød) og andre for- eller bearbejdede varer som f.eks. tekstiler.
For at dansk erhvervsliv kan blive en del af den langsigtede indsats for genopbygningen af landet, er det en forudsætning at indgå i de tidlige faser af den genopbygning, som finder sted nu.
Det kan den nye, statslige ordning forhåbentlig hjælpe med.
Faktaboks:
- Den statslige låne- og garantiordning vil have en kapacitet på i alt 1 mia. kr. til investeringer i genopbygning af kritisk infrastruktur og af dansk eksport.
- Rammen opdeles i to delordninger på hver 500 mio. kr.: Delordning 1, som målrettes offentlige købere samt Delordning 2, som målrettes private købere
- EIFO yder kreditterne i form af lån og garantier
Kontakt:
Presseansvarlig Ina Bjerregaard-Castenborg tlf.: 20652114 email: ibc@ekf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eifo-skal-facilitere-statslig-ordning-til-genopbygning-af-ukraine?releaseId=13673814
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **