Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening
Kvote 2-søgetallene er landet, og tallene viser, at flere unge har lyst til at blive lærer. I alt har 5 procent flere unge læreruddannelsen som deres førsteprioritet sammenlignet med sidste år.
Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, og forpersonen for Lærerstuderendes Landskreds, Anneline Larsen, er “forsigtigt optimistiske” over udviklingen.
“Folkeskolen mangler i den grad uddannede lærere, og problemerne vokser sig større år for år. Derfor er det godt og vigtigt, at vi nu ser spæde tegn på, at den negative udvikling vender, og at flere unge har lyst til at blive lærere,” siger Gordon Ørskov Madsen, der dog understreger, at der er behov for en større og samlet indsats for at få flere ind på læreruddannelserne:
“Det er et lille skridt i den rigtige retning, men det løser ikke lærermanglen, hverken her og nu eller i fremtiden. Næsten hver femte underviser i folkeskolen er ikke læreruddannet, så vi har lang vej endnu, og det kræver en samlet handleplan, hvis vi skal sikre flere uddannede lærere i folkeskolen,” siger DLF-formanden.
De lærerstuderendes forperson, Anneline Larsen, er ligeledes glad for, at flere unge har læreruddannelsen som førsteprioritet:
“Vi er langt fra i mål, hvis vi skal sikre fremtidens folkeskole, men jeg er først og fremmest glad for, at det nu går den rigtige vej. Vi har arbejdet benhårdt på at få flere til at se mod læreruddannelsen. Blandt andet træder den nye læreruddannelse i kraft til sommer med flere timer, bedre praktik og højt fagligt niveau. Den skal vi have godt fra start, så det bliver mere attraktivt at tage en læreruddannelse,” siger Anneline Larsen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds.
Kontakt:
Pressechef Manja Spork tlf.: 28934760 email: msp@dlf.org
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laerere-og-laererstuderende-kvote-2-tal-er-et-lille-skridt-i-den-rigtige-retning-for-laereruddannelsen?releaseId=13673825
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **