Pressemeddelelse fra Regionshospitalet Randers
Borgere, der kommer i kontakt med Regionshospitalet Randers, er i høj grad tilfredse med deres møde med hospitalet. Det viser Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), som er offentliggjort 15. marts.
Undersøgelsen er lavet på baggrund af besvarelser fra 9.955 patienter, som enten har været akut indlagt, planlagt indlagt, eller i ambulant behandling (akut eller planlagt). Desuden har 556 fødende kvinder deltaget i undersøgelsen.
De adspurgte oplever i høj grad at blive mødt af venligt og imødekommende personale, som informerer dem tydeligt og tilstrækkeligt under deres ophold på hospitalet. Patienterne er generelt godt tilfredse med deres behandling, og de fødende oplever i høj grad tilfredshed med fødselsforløbet.
– Resultaterne af undersøgelsen viser, at vi har stor grund til at rose vores dygtige personale, som i en travl og udfordrende hverdag formår at møde patienterne omsorgsfuldt og i øjenhøjde, siger sygeplejefaglig direktør Mette Bærentsen.
Fokus på at forbedre kvaliteten
På størstedelen af spørgsmålene i undersøgelsen ligger patienternes tilfredshed på tværs af patientgrupper på niveau med landsgennemsnittet. I otte spørgsmål er de adspurgte mere tilfredse end landsgennemsnittet, i to spørgsmål er de mindre tilfredse sammenlignet med landsgennemsnittet.
Patienternes tilbagemeldinger har stor betydning for det kontinuerlige arbejde med at forbedre kvaliteten af behandling og pleje, samt med at give patienterne den bedst mulige oplevelse af mødet med hospitalet.
– Det er vigtigt for os at vide, hvordan patienter og fødende oplever vores arbejde. Der er altid områder, hvor vi kan forbedre os, og det arbejder vi løbende med ud fra patienternes tilbagemeldinger. Derfor interesserer vi os selvfølgelig også for, hvor patienternes tilfredshed er lavest, siger sygeplejefaglig direktør Mette Bærentsen.
For LUP 2022 gælder det punkterne ‘Jeg er med til at træffe beslutninger om undersøgelse / behandling ved behov’ og ‘Én bestemt læge tager overordnet ansvar for mit samlede forløb’.
Generelt er tilfredsheden højere blandt planlagt indlagte end blandt akut indlagte.
Fakta om LUP 2022
LUP 2022 er fortaget blandt patienter, der har været indlagt, haft et ambulant besøg eller født et barn på hospitalet i perioden 1. januar 2022 til 31. december 2022. Undersøgelsen er baseret på i alt 9.955 besvarelser fordelt på:
600 planlagt indlagte patienter
2.270 akut indlagte patienter
6.228 planlagte ambulante patienter
301 akut ambulante patienter
556 fødende kvinder
Find rapporterne til patienttilfredshedsundersøgelserne hos:
Center for Patientinddragelse (CPI):
Kontakt:
Sygeplejefaglig direktør Mette Bærentsen tlf.: 78 42 01 03 email: mebaer@rm.dk
Journalist Mette Heilskov tlf.: 20 42 61 60 email: metgja@rm.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regionshospitalet-randers-har-tilfredse-patienter-og-fodende?releaseId=13673472
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **