Pressemeddelelse fra OK
Autisme Ungdom er Danmarks ungdomsorganisation for unge autister, og unge med tætte relationer til autister i alderen 13-30 år. Foreningen arbejder med at udbrede viden om autisme, at tale unge autisters sag i den politiske debat og at skabe inkluderende og autismevenlige fællesskaber.
Gennem sin sponsoraftale med det danske energiselskab OK har Autisme Ungdom modtaget en check på 26.070,14 kroner.
“I Autisme Ungdom er vi taknemmelige for, at flere og flere mennesker vil støtte vores forening, når de tanker hos OK. Hver en krone tæller i kampen for at skabe flere autismevenlige fællesskaber i hele landet, ” siger Silke Ena Svare, der er forperson i Autisme Ungdom.
Hun fortæller, at foreningen lige nu er i fuld gang med at planlægge Sommercamp 2023, som er en sommerlejr for unge autister i juli måned.
“Vi arbejder også for at styrke de lokale fællesskaber i Autisme Ungdom, så der kan komme flere lokale brætspilsdage, biografture, bowlingture med mere. Vi håber derfor, at mange OK-kunder fortsat vil støtte vores arbejde i Autisme Ungdom, når de tanker, ” siger Silke Ena Svare.
Koster ikke ekstra at tanke
Aftalen er simpel. Man kan støtte Autisme Ungdom med fem øre for hver liter, man tanker hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare huske at melde sit OK-kort eller sin OK-app til Autisme Ungdoms sponsoraftale. Så giver OK støtten, uanset hvordan betalingen sker.
Autisme Ungdom får fem øre ekstra for den samme liter, hvis bilisten desuden køber el hos OK. Og man kan støtte med yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan bilister støtte Autisme Ungdom med i alt 15 øre for hver liter brændstof.
OK støtter foreningslivet
OK har gennem mange år støttet det lokale, danske foreningsliv. Støtten går til forskellige foreninger, lige fra sportsklubber til spejdere og mange andre, som tager ansvar og gør en forskel i nærmiljøet, på landsplan eller internationalt.
OK støtter foreningslivet, fordi virksomhedens tankstationer mange steder spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet. Derfor har det altid virket naturligt for OK at støtte den frivillige indsats og sammenholdet i foreningerne.
“Lige nu har mere end 2400 meget forskellige organisationer og foreninger en sponsoraftale med OK. Vi er meget stolte af vores engagement i det danske foreningsliv, og vi ved, at vores sponsorater er en stor hjælp for de mange ildsjæle, som hver dag yder en stor indsats og gør en forskel for andre, ” siger Steffen Toft Spiele, ESG & Sustainability Partner hos OK.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sponsorkroner-stotter-faellesskaber-for-unge-autister?releaseId=13673623
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **