Pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden
Der er kun omkring 170 tigere tilbage i hele Thailand. Derfor giver en ny video håb om, at bevaringsarbejdet virker.
På videoen ses fire vilde tigere – en mor med sine tre unger.
“Optagelser som disse er ekstremt sjældne. Faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg har set noget lignende, fordi der er så få tigere tilbage i Thailand – og endnu færre ude i den vilde natur. Derfor er det en glædelig nyhed, der vidner om, at arbejdet med at bevare tigeren i Thailand bærer frugt – takket være en koordineret indsats fra flere forskellige lande, heriblandt Danmark,” siger Mette Boye, miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.
Truet af krybskytteri og mangel på føde
WWF betragter tigerbestanden i Thailand som “lav” men “stabil”, hvilket gør dem sårbare over for krybskytteri og mangel på byttedyr.
Landets tigere yngler kun to steder – i naturområdet Western Forest Complex i den vestlige del af landet nær grænsen til Myanmar og i Dong Phayayen-Khao Yai Forest Complex i den østlige del af landet tæt ved grænsen til Cambodia.
WWF-Thailand samarbejder med Department of National Parks (DNP) om at beskytte landets tigere med fokus på overvågning, patruljering, uddannelse, bedre levesteder og flere byttedyr.
Netop byttedyr er i fokus for at hjælpe tigerbestanden. Derfor udsatte WWF-Thailand i 2022 over 40 sambarhjorte i nationalparken Mae Wong. Sambarhjorte, der minder om vores hjemlige kronhjorte, er ideelle byttedyr for tigere i Thailand, men mange steder er hjortebestandene ikke store nok.
Kontakt:
Seniorpresserådgiver Christian Skov Hansen email: christian.hansen@wwf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sjaelden-tigerfamilie-fanget-pa-video-se-den-her?releaseId=13673449
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **